Kan p-piller være skyld i psykisk ubehag?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har i ca. 2-3 år haft det rigtig svært psykisk, uden at vide hvorfor og uden at få det bedre. Jeg oplever tit humør svingninger, og tit får jeg det rigtig dårligt, selvom der ikke nødvendigvis er en grund.


Jeg har både gået til psykolog og en samtalegruppe uden forbedringer.


Før har jeg haft mistanke om, at mine p-piller kunne være skyld i denne psykiske ubalance, men da jeg snakkede med min læge om dette, kom jeg ikke videre. Hun tog det ikke alvorligt, og så snakkede vi ikke mere om det.

Men i dag læste jeg på denne side et spørgmål fra en pige, som pga. p-pillerne, oplevede lignende psykisk ubehag og humørsvingninger. Så mit spørgsmål er, om det er en typisk bivirkning, man kan få af p-pillerne? Og hvis det er, om du så kan anbefale, at jeg igen bringer det op for min læge, så jeg evt. kunne få andet mærke? Eller om du tror, det vil være bedst for mig helt at stoppe med at tage dem? 

Jeg tager nogle p.t., som, jeg mener, hedder noget med Rigividon eller lignende. Grunden til, at jeg er på p-piller, er udelukkende grundet præventionen, og så er det sevfølgelig også nemmere at holde styr på ens menstruation.

Mvh. E, 18 år 

SVAR:

Kære E

Tak for dit spørgsmål. Det lyder til, at du har haft det skidt længe. Selvom du har prøvet at få hjælp, er det ikke lykkedes for dig at få det bedre. Det er forståeligt, at du nu vil undersøge, om andre ting i din hverdag påvirker dig.

Både din egne hormoner og p-piller kan påvirke humøret

Det er kendt, at p-piller kan give humørsvingninger som bivirkning. Nogle kvinder er mere påvirkelige af hormoner end andre. Der er også kvinder, der er mere påvirkede af deres naturlige cyklus end andre. De får det rigtig skidt i dagene op til deres menstruation. Jeg ved ikke, om dine humørsvingninger svinger i takt med din menstruationscyklus, når du ikke er på p-piller?

Du skriver, at du har haft det rigtig svært psykisk. Det lyder til, at det er mere end lidt humørsvingninger omkring menstruationstidspunktet. Derfor er det mindre sandsynligt, at det udelukkende skyldes en bivirkning til p-pillebehandling. Men p-pillerne kan påvirke dit humør. Du kan prøve at læse på indlægssedlen i p-pille-pakken. Der står, hvilke bivirkninger andre kan have oplevet ved at tage de p-piller.

Du skriver ikke, hvor længe du har brugt p-piller. Havde du det også skidt, før du begyndte på p-piller? Eller har du tidligere brugt et andet mærke, hvor du også havde det skidt?

Tal med lægen - måske kan I finde en bedre løsning for dig

Det er en god ide at snakke med din læge om det igen. I kan sammen se på, om du før har prøvet andre mærker, eller om du kan forsøge med en anden form for prævention som f.eks. minipiller. På den måde kan du få en afklaring på, om det skulle være P-pillerne, der påvirker dig psykisk.

Hvis ikke du får det bedre uden P-pillerne, så kan du overveje at prøve at gå hos en anden psykolog eller terapeut. Der kan være forskel på, hvem man får mest ud af at gå hos.

Hvis du fortsat er seksuelt aktiv, er det vigtigt, at du beskytter dig mod graviditet.

Kærlig hilsen Signe

Annoncer