Kan onani og porno være dårligt for mit første samleje?

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva.dk.

Først og fremmest vil jeg lige sige, at det er en super hjemmeside, jeg har læst meget på.

Nå, men lad os komme til sagen, jeg har et par spørgsmål. Jeg er en pige på 15 år, som har onaneret i snart et år. Jeg har ikke nogen kæreste, så derfor onanerer jeg, så jeg kan tilfredsstille mit sexbehov, hvis man kan kalde det det. Og jeg startede med at røre ved klitoris, og det har hængt ved lige siden. Jeg skammer mig ikke rigtig over, at jeg onanerer, da det på en måde er naturligt ligesom at have sex. Men her er mine spørgsmål:

Spørgsmål 1: Er det et problem, at man onanerer; kan det føre til noget dårligt ved første samleje?

Spørgsmål 2: Da jeg begyndte at onanere, krillede det i min krop, og det var en dejlig følelse, men jeg følte, at jeg skulle helt vildt meget på toilet de første par gange, hvorfor det? Og nogle gange føler jeg det stadig.

Spørgsmål 3: Jeg ser porno hver gang, jeg onanerer, hvis jeg kan komme til det, og det er skam heller ikke noget, jeg er flov over, men hvordan kan det være, at jeg meget lettere kan få orgasme ved at se porno?

Spørgsmål 4: Når jeg onanerer, giver jeg mig selv fingeren, men ikke så tit, da jeg er bange for at sprænge min jomfruhinde. Hvor langt oppe sidder jomfruhinden? Og skal jeg være bange for at sprænge den, når jeg onanerer?

Det var mine spørgsmål for nu. Håber jeg får svar fra jer, da det er noget, jeg har gået og tænkt over i noget tid.

Kh pigen på 15 år

SVAR:

Kære pige på 15 år

Tak for dine spørgsmål. De er gode og relevante, og jeg håber, du kan bruge mit svar. 

Jeg vil begynde med spørgsmål 4, fordi jeg har et meget kort svar til det, og derefter nummer 2, fordi svaret på nr. 1 og nr. 3 ligger tæt op ad hinanden.

Spørgsmål 4: Kan jeg skade jomfruhinden ved onani?

Jeg har svaret på et lignende spørgsmål før og vil derfor bare henvise dig dertil. Læs svaret Hjælp! Er jeg jomfru eller ej?

Spørgsmål 2: Hvorfor tissetrang ved onani?

Jeg har desværre ikke kunne finde svar i mine fagbøger, hvor tissetrangen kommer fra, så svaret her er baseret på lige dele sund fornuft og googling :-). Jeg er kommet frem til tre muligheder:

  1. Det handler om nerver. Kort sagt, så handler alle de ting, du kan føle, om nerver. Uanset om du slår dit knæ, har ondt i din tand, nyder at blive nusset i håret, føler du skal tisse eller stimulerer klitoris, så er det på grund af nerver, at du kan mærke det. Nerver er forbindelsesbaner, der løber mellem hjernen og en eller anden del af kroppen. I dit underliv er der ekstra mange nerver. Det er bl.a. derfor, berøring i det område kan føles mere behageligt end at blive aet på armen. Det er primært én nerve, der forbinder hjerne med underliv, og den forgrener sig på en måde, så både klitoris, urinrør, skede og anus bliver dækket af grene fra den samme nerve. Det vil sige, at selv om du berører klitoris, så er der ikke lang vej til urinrøret, som ligger umiddelbart under klitoris. Samtidig ligger blæren også lige ved siden af skeden og livmoderen. Ved orgasme sker der sammentrækning af både skede, livmoder, anus og muskulatur i underlivet – og måske kan det “smitte lidt af på blæren”. Med andre ord føler du tissetrang, fordi det hele er forbundet og ligger så tæt, som det gør.
  2. Du er måske kommet til at røre klitoris lidt for meget og for direkte, og du får en lidt ubehagelig følelse, der kan forveksles med tissetrang. Overstimulering kan undgås, hvis du “varmer et større område op” – og ikke kun stimulerer området lige omkring klitoris.
  3. Nogle kvinder (vist ca. 10-15%) har oplevet at få sprøjteorgasmer. Altså at der ved orgasme kommer væske, der minder om sædvæske, ud af to små huller ved skedeåbningen. Tissetrangen kan føles før orgasmen. En sprøjteorgasme kræver imidlertid meget direkte stimulation inde i skeden, så det lyder ikke umiddelbart, som om det er det, du kan mærke.

Under alle omstændigheder kan du være sikker på, at du ikke kommer til at tisse, for ved seksuel stimulation hæver området omkring urinrøret op, og derved lukkes der af for tis. Derfor kan det godt være ubehageligt alligevel, fordi man naturligvis ikke har lyst til at tisse lige i den situation.

Spørgsmål 1 og 3: Kan onani have en negativ effekt på dit første samleje?

Det korte svar: Fysisk: Nej. Psykisk: Måske.

Når du onanerer, stimulerer du dig selv seksuelt. Du lærer din krops reaktioner at kende. Du kan mærke, hvad der er rart og ikke rart. Hvorhenne, hvornår, hvor længe og hvor kraftigt du skal trykke eller gnubbe. Det, der er rart én dag, er måske ikke rart den næste. Det er ingen kritik af unge mænd, men det er virkelig usandsynligt, at du finder en mand, der kan komme i nærheden af at stimulere dig lige så godt de første mange gange, I har samleje. Det er svært for ham at lære, fordi han er anderledes indrettet og selv har markant lettere ved at få orgasme. Han skal kende dig rigtig godt, før han begynder at få en fornemmelse for det. På den ene side kan det, at du har gjort dig nogle erfaringer, gøre dig bedre i stand til at guide ham – på den anden side har han også en del at skulle leve op til. Især hvis du har vænnet dig til at skulle se porno, før du bliver virkelig tændt.

Min bekymring ved onani går på, at det er en seksuel aktivitet, der kun er rettet mod én selv. Det handler om, hvordan jeg selv opnår størst mulig nydelse. Mig og mit behov er i fokus. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med, men det er den forkerte indstilling at have, når det handler om sex. Jeg mener, at sex er bedst, når det handler om relation, ikke præstation. At det er en kærlighedshandling rettet mod min elskede, hvor hans behov også er i fokus – og ikke en fysisk aktivitet, der skal give en bestemt fysisk respons.

Læs mere i vores artikler Om onani – mest for piger.

Mit råd til dig om dit første samleje er, at det vigtigste er, at ham der får æren af at dele det med dig, virkelig er det værd. Nysgerrigheden om det at dyrke sex kan være stor – men det kan skuffelsen bagefter bestemt også være. Der er ikke noget snobbet eller snerpet i at vente med sex – det er helt din egen afgørelse.

Læs også artiklen Værd at vente på.

I virkeligheden tror jeg, de fleste har haft blandede følelser i forbindelse med deres første samleje. Det kan både være spændende og rart, men også temmelig akavet, og man kan godt blive lidt genert og usikker på sig selv. Det kan være lidt smertefuldt for pigen, og det sker heller ikke sjældent, at fyren får sin udløsning ret hurtigt, og så er det ligesom overstået. Det er nok de færreste kvinder, der får orgasme ved deres første samleje. Det gør ikke spor, at det er på den måde – i hvert fald ikke, hvis det er begyndelsen på jeres fælles livsrejse. Så er det bare jeres første, lidt ømme samleje, og der kan følge tusindvis flere, hvor I langsomt men sikkert lærer at tilfredsstille hinanden seksuelt.

Onani og porno

Grunden til, at du lettere får orgasme, når du ser porno, er at din hjerne bliver stimuleret af synsindtrykkene og lydene. Adskillige områder i hjernen bliver aktiveret, og der udskilles bl.a. signalstoffet dopamin. Dopamin giver i sig selv en lykkefølelse, og når du samtidig onanerer og får orgasme (som også føles behageligt), vil din hjerne hurtigt forbinde porno med noget positivt. Din hjerne genkender det, næste gang du ser det, og du vil let blive seksuelt opstemt. Nogle sammenligner porno med stoffer, fordi det påvirker hjernen på samme måde. Det giver et rush, du får lyst til at prøve det igen, og du skal have mere og mere af det for at få samme effekt. Desværre kan det lige som stoffer også have en række negative virkninger.

Med chance for at lyde som en stram gammel tante vil jeg tillade mig at liste nogle af pornoens negative virkninger:

  • Porno påvirker synet på, hvordan en kvindekrop skal se ud og kan nemt give lavt selvværd.
  • Porno er (dårligt) skuespil. Det giver et vrangbillede af kvinders (og mænds) seksualitet – kvinder bliver fx ikke så let seksuelt opstemte som i pornofilm.
  • Mange unge ser porno længe inden, de dyrker sex for første gang. Det giver dem et urealistisk billede af sex. Når de begynder at dyrke sex, tror de, det fungerer som i pornofilm, og manden kan fx tro, at han skal “pumpe løs”, mens kvinden måske ville forvente at blive meget seksuelt opstemt af det, men i virkeligheden ikke synes, det er spor behageligt.
  • Porno kan komme i vejen for rigtige relationer med andre mennesker – fordi porno stimulerer hjernen så meget, at hverdagsliv og endda “almindelig sex” virker kedeligt i sammenligning med.

De valg, du træffer nu, betyder også noget for fremtiden

Jeg skriver det for at give dig muligheden for at træffe velovervejede beslutninger i dit liv. De valg, du træffer, kan føre dig i vidt forskellige retninger. Jeg er enig med dig i, at sex er naturligt, og at alle mennesker har en seksualdrift. Men jeg er samtidig af den holdning, at det ikke er alle slags seksuelle udfoldelser, der er sunde og opbyggelige. Så tænk dig om.

Læs mere om porno og skadevirkninger i vores tema om porno.

Eller få en personlig beretning på What I Wish I'd Known Before Watching Porn.

Behov for sex eller kærlighed

Som en afsluttende kommentar kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvad du mener, når du skriver “mit sexbehov, hvis man kan kalde det, det”. Har du et sexbehov? Eller længes du mindst lige så meget efter kærlighed? Hvis det er kærlighed, du længes efter, vil sex ikke mætte den længsel.

Naturligvis føler piger seksuel tiltrækning, men for de fleste unge pigers vedkommende (og voksne kvinder med) er det dybt kombineret med et ønske om at finde kærlighed. Om at finde én, der virkelig holder af mig. Det er vel derfor, romantiske film med to, der finder hinanden, appellerer til kvinder i alle aldre. Hvis det er kærligheden, du dybest set længes mest efter, så gå efter det. Det er ikke svært at finde en relation, hvor du kan få sex, men det kan være svært at finde en relation, hvor du kan få kvalitetskærlighed.

Mange hilsner
Amalie

Annoncer