Hvordan finder jeg min skedeåbning?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 16, og når jeg onanerer, kan jeg ikke finde min skedeåbning. Jeg kan finde min klitoris, derefter er der et lille ‘rum’, og der er et lille hul, men det er ikke særligt stort og svier, hvis jeg stikker fingeren op. Tænker det er der, jeg tisser?

Men mellem det og mit røvhul er der blankt. Jeg har haft mens i tre år og har én gang fået en tampon op, så den passede. Det var rent held, men kan lige pludselig ikke få den op overhovedet!

Jeg har prøvet at kigge i et spejl, men kan ikke se noget sted, og har heller ikke særlig lyst til at gå til lægen.

Håber I kan hjælpe:)

SVAR:

Hej

Hvor bliver jeg glad over, at du er nysgerrig på din egen krop og ikke bange for at gå på opdagelse i den. At kende sin krop er med til at skabe tryghed omkring de forandringer, der sker i den i puberteten og på vej ind i livet som voksen kvinde.

På rette vej

Du spørger, hvor skedeindgangen sidder. Ud fra din beskrivelse tænker jeg, du har været det helt rigtige sted, der hvor du fandt et “rum” med et lille hul. Urinrøret sidder længere fremme – under klitoris – og kan være meget svær at se for det utrænede øje. Og det er helt umuligt at få en finger ind i.

Du kan se en tegning af kønsorganerne set nedefra i vores artikel Pigens kønsorganer.

Skeden

Skeden er formet som et rør, der er klappet sammen det meste af tiden, men som kan udvide sig, så der er plads til en tampon, en penis – ja endda et barn. Hullet ser derfor udefra småt ud, og det kan være svært at forestille sig, at noget skal derind. Kroppen fungerer på den måde, at når vi er nervøse eller bange for, at noget skal gøre ondt, så spænder vi i musklerne. Det samme sker omkring skedeåbningen, hvorfor det for nogle kan opleves umuligt at få fx en tampon ind.

Læs mere i artiklen Værd at vide om skeden.

Nøglen til at åbne og skabe plads er kort sagt at slappe mest muligt af og afspænde sine muskler dernede. Det kan være lettere sagt end gjort, men jeg vil anbefale dig at bruge noget tid på nogle lange, dybe vejrtrækninger med samtidig fokus på at give helt slip i underlivet. Omgivelserne spiller også ind, så sørg for at øve dig på et tidspunkt, hvor du har god tid og ikke bliver forstyrret af andre.

Forspil en hjælp

I forbindelse med onani og senere hen samleje er forspillet en vigtig del af det at gøre sig klar og skabe plads. Skeden både udvider sig og producerer sit eget smøremiddel, når man bliver seksuelt opstemt. Den fugtighed, som smøremidlet giver, er med til at sikre, at det ikke svier og gør ondt, når penis eller fingre trænger ind i skeden. Forspil i forbindelse med onani kan bestå i at bruge tid på at berøre alle de steder på kroppen, som føles rart, fx bryster, indersiden af lårene, klitoris m.fl. (de såkaldt erogene zoner). Der er mange muligheder, så det er bare at prøve sig frem.

Held og lykke med projektet at lære din krop at kende. Skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål.

God sommer!
Louise

Annoncer