Kan I hjælpe med et ekstra spørgsmål om kløe i skeden?

Vis spørgsmål

Hej brevkasse! Jeg skrev for lidt tid siden: "Kløe i skeden - hvad gør jeg?" og jeg fik et svar: I skrev, at det ikke kunne være herpes, da jeg ikke har haft seksuel kontakt med nogle, men der kom jeg pludselig i tanke om noget, der gjorde mig meget urolig!

For ca. et år siden havde jeg nogle mærkelige knopper i panden, jeg gik til lægen med det, og han sagde, at det var herpes, eller helvedesild som man også kalder det. Jeg fik nogle piller mod det, og det gik hurtigt væk igen.

Nu er mit spørgsmål bare, at når jeg nu har haft det i panden, kan det så være muligt, at jeg har fået det 'dernede'?? Det er jo meget lang tid siden, at jeg havde det, og kan ikke forstå hvordan det kan lade sig gøre, men er meget bange for det... Kan det være skadeligt, eller have nogle alvorlige bivirkninger??

Med Venlig Hilsen den anonyme og bekymrede pige!

SVAR:

Kære Bekymrede pige!

Helvedesild får man fordi man har haft skoldkopper, da man var lille, og den virus gemmer sig i kroppen og kan bryde ud igen. Nogle gange bryder den ud fordi éns immunforsvar er lidt svækket, fx hvis man har influenza, andre gange er der ikke nogen god grund. Derfor kan man godt få helvedesild flere gange. Det gode ved helvedesild er, at når det går over, så er der sjældent nogle komplikationer, når man er ung. Det dårlige er, at det gør rigtigt ondt, og brænder. Derfor er det stadig en rigtig god idé at gå til din læge og få kigget på det, så du kan få noget smertestillende, indtil det går væk.

Som Birthe skrev til dig i det tidligere svar er det også muligt, at du kan have svamp og det er svært at få til at gå væk af sig selv, men skal behandles. Derfor skal du også til lægen, hvis det er dét.

En tredie mulighed er, at du vasker dig for meget, så den naturlige balance i området bliver forskubbet. Derfor er det vigtigt, at du kun vasker dig én gang om dagen, gerne kun med vand, og hvis du bruger sæbe, skal det være noget, der er beregnet til at bruges i det område (det hedder tit ”intimsæbe” når man køber det).

Så min konklusion er, at du skal være forsigtig med at vaske dig for meget, og så er du nødt til at komme til lægen. Du har efterhånden gået med det her problem i ret lang tid, og jeg håber virkelig, at du snart finder nogen, du synes, du kan snakke med det om, og at vedkommende evt kan tage med dig til lægen! Jeg tror bestemt, at din læge vil være forstående for, at du er ked af at skulle undersøges, og det er meget muligt, at I kan finde ud af, hvad det handler om, hvis vedkommende bare kan snakke med dig. Derfor er det også et rigtigt godt råd Birthe har givet dig med at ringe i lægens telefontid mellem 8 og 9. Og hvis endelig det bliver nødvendigt for vedkommende at se udslættet, så er jeg sikker på, at det er meget hurtigt overstået! Og gevinsten er, at du kan få at vide, hvad det er og ikke behøver at bekymre dig mere, og du kan sandsynligvis få noget behandling, så symptomerne snart forsvinder! Jeg tror, at du bagefter vil synes, at det var det værd, selvom jeg udmærket kan forstå, at det er svært!

Held og lykke!

Kærligst

Lotte

Annoncer