Kære anonyme pige
Du skal vide, at det kan være svært at vide, hvad der er i vejen, når jeg kun har din forklaring og ikke selv har set problemet. Jeg synes til gengæld, at du har forklaret dig godt og givet mig mange relevante oplysninger, som hjælper mig til udelukke nogle ting. Du skriver blandt andet, at du er jomfru. Jeg antager, at det også betyder, du ikke har haft anden seksuel omgang, som oral sex eller kønsdele mod hinanden. Dette udelukker sexsygdomme; såsom herpes.
Svamp eller bakteriel ubalance
Mit bedste bud er, at du enten har fået svamp eller en bakteriel ubalance i underlivet. Begge dele giver rødme, smerter, svie og ubehag i skede og på kønslæberne. Man kan få svamp og bakteriel ubalance af flere grunde, og det er ret ’normalt’ blandt kvinder og unge piger, som allrede er kommet i puberteten. Blandt andet kan ændringerne i skedens pH-værdi i løbet af menstruationscyklussen føre til bakteriel ubalance. Prikkerne/knopperne tror jeg er ganske almindelige talgknopper, som er harmløse.
Du bliver nødt til at kontakte din læge
Det kan være svært selv at afgøre, hvad det er, derfor vil jeg råde dig til at tage en snak med din mor eller en anden voksen, som bagefter vil kunne tage med dig til læge og få det undersøgt. Jeg ved godt, det kan være en meget svært og pinlig samtale, men du får brug for en, som vil kunne støtte op omkring dig, når du skal til lægen. Du skal også huske, at det er lægens arbejde og lægen er vant til at se på folk uden tøj og formentligt har set meget, der er langt værre.
Du vil muligvis kunne slippe for en underlivsundersøgelse ved at ringe til din læge i telefontiden og forklare lægen din situation. Måske kan lægen ved at spørge ind til tingene komme frem til en diagnose. Telefontiden plejer hos de fleste læger at ligge mellem kl. 8-9.
Held og lykke
Birthe Rasmussen