Kan hun lide mig?

Vis spørgsmål

Kære AdamogEva.dk. Her det sidste stykke tid har jeg undret mig over, om denne her pige kan lide mig? Da hun spurgte mig, om jeg kunne lide hende, sagde jeg nej. Da jeg er i tvivl og da jeg spurgte hende, sagde hun nej, men det, jeg stadig ikke forstår, er, at hun så lidt efter skriver, at hun godt kan lide mig som menneske og hun stadig viser interesse.

Jeg bliver derfor forvirret, om jeg skal spørge hende igen. For jeg har allerede prøvet det, at pigen ikke kan lide mig og derfor bliver såret. Da jeg føler, det giver mig lyst at holde lidt afstand fra det.

Jeg vil jo heller ikke gøre hende ked af det, fordi hun er en sød pige, men jeg forstår bare ikke helt, om hun føler noget for mig...

Hilsen den meget Forvirrede dreng, 15 år

SVAR:

Hej forvirrede på 15 år

Mange tak for din mail.

Jeg har tænkt på, at når du sender en mail til adamogeva.dk, er det, fordi du ikke er ligeglad mht. kærester, men at du er nysgerrig efter at finde ud af: Hvor er jeg henne i det her med pigen? At spørge via en mail kan betyde, at du får mulighed for at se tingene lidt udefra, så at du kan hjælpe dig selv til at vælge det, som du inderst inde gerne vil og tror på. At se ting udefra eller ovenfra er lidt som at se tingene fra en helikopter.Det kan give lidt overblik.

Det vil jeg gerne anerkende dig for. Det er altid godt at tænke sig om, når der er noget, der forvirrer en. Det er netop det, du gør.

At undre sig

Du undrer dig.

Det kan jeg godt forstå, at du gør.

Mit gæt er, at hun måske også undrer sig.

Jeg vil prøve at genfortælle det, som jeg hører, når jeg læser din mail:

  1. Hun spurgte først, om du kunne lide hende. Du svarede: Nej.
  2. Derefter spurgte du hende, om hun kunne lide dig. Hun svarede: Nej

Med mit helikopterblik tænker jeg: Begge har sagt nej. Altså lyder det til, at der ikke er "materiale" til at bygge et kæresteforhold med.

Måske er det det, der efterfølgende sker, der medfører det, der undrer, dig- og måske også hende.

Efter at have sagt nej

Der er noget, jeg lægger mærke til, som I på hver jeres måde gør.

I prøver på hver jeres måde at være menneske, der ikke ønsker at såre hinanden.

Jeg vil prøve at genfortælle, hvad I hver især gør.

  1. Hun fortæller, at hun godt kan lide dig som menneske.
  2. Du fortæller, at du heller ikke vil gøre hende ked af det.

Her tænker jeg, at det er meget vigtigt, at du ikke bliver snydt af, at hun godt kan lide dig som menneske.

Måske har hun f.eks. medlidenhed med dig, men det kan der ikke bygges et kæresteforhold på.

Du lyder også til at have en egenskab, der gerne tager hensyn til mennesker og ikke er ligeglade med dem.

Nogen gange kan os mennesker også lade os smigre af, at nogen siger, at de godt kan lide os som mennesker.

Her er det vigtigt at holde fokus, så vi ikke snyder os selv.

Pas på dig selv

Du skriver, at du er blevet såret og holder afstand. At holde afstand kan være en måde at passe på sig selv. Hvis du kan mærke, at det er det, du har brug for lige nu, så er det helt OK, at du holder afstand.

Vær tydelig

Hvis du stadig er usikker på, om det måske er hende, der er pigen for dig, så er det også en mulighed at tale med hende og forsøge at være tydelig og sige, hvordan du har det:

Jeg er meget forvirret.....

Det undrer mig.....

Hvis du i virkeligheden er afklaret med: Der er ikke materiale til at opbygge et kæresteforhold ud fra, så kan du spørge, om det er det værd at tale ud med hende. I stedet kan du måske tage erfaringen med, at det er vigtigt at være tydelig, når det drejer sig om at blive/være kærestepar.

Du må have det rigtigt godt.

Jeg håber, at du finder ud af, hvad der er bedst for dig.

Mange hilsner Hanne Esmarch

 

Annoncer