Hej L
Mange tak for dit spørgsmål. Det er virkelig ikke småting, du må kæmpe med, så jeg håber virkelig, at jeg kan give dig nogle overvejelser, som kan hjælpe dig med at træffe det rigtige valg.
Mens man selv står midt i det, kan det være utrolig svært at se klart på tingene, fordi der er så mange følelser, der spiller ind. Derfor er det netop utrolig vigtigt, at man får nogle ”objektive” øjne på det.
Som jeg læser dit spørgsmål, føler du, at du på den ene side har vundet i lotteriet, og at du føler, at du egentlig burde være glad for, at det lige er dig, der har fået lov til at få ham, men at du på den anden side ikke kan finde dig i hans måde at behandle dig på.
Forholdet kan være ødelæggende i længden
Jeg forstår godt, at det kan være et boost for selvtilliden at have en kæreste, som du har. Men jeg ser en overhængende fare for, at det forhold, som giver dette kortvarige boost, i længden vil komme til at ødelægge dig.
Der er ingen, der er tjent med at få de ting at vide, som din kæreste fortæller dig! Og det værste, der kan ske, er, at du til sidst begynder at tro på, at det, han siger til dig, er rigtigt, at verden er sådan indrettet, og at det er din pligt at underlægge dig hans vilje.
Et sundt parforhold kræver gensidig respekt og anerkendelse
De ting, du nævner, er ikke bare uskyldige bemærkninger, men er det, man kan klassificere som psykisk vold. Ofte kan det at være i et sådan forhold være lige så ødelæggende og psykisk nedbrydende, som hvis der var tale om fysisk vold.
Kærlighedsforholdet er det tætteste, man kommer på et andet menneske, og derfor er det også ofte noget, der har store konsekvenser for ens livskvalitet. I et forhold giver man sig selv hen til en anden, og bliver dermed utrolig sårbar.
Et sundt parforhold kræver ligeværdighed
Det er så uendelig vigtigt, at man i et forhold er to ligeværdige mennesker, der arbejder på det, der er til fælles bedste. Kærligheden er aldrig selvisk, men tværtimod vil den få en til at se de muligheder, der er for at sætte sig selv til side og gøre den anden godt. Selvfølgelig er man ikke i stand til at gøre noget godt for hinanden hele tiden. To uperfekte mennesker i et så tæt fællesskab vil skabe gnister og gnidninger. Men kærligheden til det andet menneske vil efterfølgende tvinge en til at få talt ud, om det der skiller, fordi det netop gør så ondt at være adskilt og splittet, fra den man elsker.
Grundantagelsen i et sundt kærlighedsforhold kan aldrig være, at den ene er den anden underlegen. Da er der tale om et skævvredet forhold, hvor den ene bruger den anden som et middel til at opretholde sin forestilling om at være et overlegent menneske.
Som jeg læser det, du beskriver, er I kommet ind i et mønster, hvor han med sine trusler og raserianfald får trumfet sin vilje igennem uden at se på dine behov. På den anden side ønsker du ikke problemer, og kommer derved til at underlægge dig hans vilje, som så derved kun bekræfter ham i, at han kan få sin vilje, hvornår det skal være.
Det er helt nødvendigt, at kunne tale sammen
Hvis det var muligt at tale sammen om det, havde jeg rådet dig til at tage en snak med ham og fortælle ham, om hvordan den måde han taler til dig på, får dig til at føle. Men når du skriver, at samtale ikke virker, så ser jeg desværre ikke ret mange andre muligheder end at gå fra ham. Samtale om forholdet er nødt til at have en helt central plads i et parforhold, for her får man mulighed for at give udtryk for det, man føler. Her har man også mulighed for at lave noget om ved sig selv, fordi man får indblik i, at det man gør, sårer den anden. Hvis man ikke har den vilje til at tilpasse sig den information, man får fra den anden, men regner med ubetinget lydighed fra den andens side, er der noget helt galt.
Måske kan du få noget ud af at læse vores artikel Psykopatiske kærester.
Du er værd at elske - du skal ikke nøjes med mindre!
Du har et helt grundlæggende behov for at føle dig elsket, og du må først og fremmest mærke efter, om det her forhold tilfredsstiller det behov. Med det du skriver, har jeg meget svært ved at se, hvordan det kan det. Det er langt vigtigere, at du føler dig elsket end en god indtjening, en smuk kæreste og alle de andre ”ydre” goder, der følger med.
Al mulig held og lykke med din beslutning. Og frem for alt: husk at passe på dig selv!
Mvh Mikkel