Kære pige på 17 år
Du stiller to spørgsmål, som jeg vil besvare hver for sig.
Svamp og lugt
“Har jeg svamp eller andre ting i skeden, der kan få det til at lugte og have samme konsistens som sperm?” Det korte svar er: Det kan du kun få svar på ved at gå til læge og lade ham/hende lave en gynækologisk undersøgelse.
Det lidt længere svar: Udflåd ændrer konsistens og lugt gennem hele menstruationscyklus. Det kan i perioder godt lugte lidt fadt ligesom sæd. Hvis det er hvidligt og med små gryn eller klumper, kan det ganske rigtig være tegn på svamp – men også på vaginal ubalance. Det betyder, at skedens ph-værdi eller surhedsgrad ændres, og at andre svampe og bakterier kan gro på skedevæggen, end når den har sin optimale lave ph-værdi. Mange kvinder oplever efter samleje, at de mærker disse forandringer, fordi ph-værdien i skeden netop ændres af sæd.
Om du har en infektion eller evt. har brug for mælkesyrebakterier til at genoprette skedens normale ph-værdi, er det som sagt kun din læge, der kan afgøre.
Undersøgelse hos lægen
Jeg ved, at næsten alle kvinder (også nogle langt ældre end dig) ofte går længe med underlivsgener, før de går til læge. Formentlig fordi de er blufærdige i forhold til at lade lægen lave en gynækologisk undersøgelse. Måske holder du dig også tilbage fra at gå til læge, når du skriver til os? I så fald vil jeg blot minde dig om at din læge – uanset køn – er en professionel, der undersøger køn på samme måde, som de undersøger fødder og ører. De kigger på, om alt er, som det skal være, om der findes sygdomme eller problemer, der kan behandles, og så glemmer de i øvrigt alt om vedkommendes øre, køn eller fod og går videre til næste opgave.
Du kan læse mere i vores artikler Udflåd og Svamp. Du kan også læse denne artikel fra sundhed.dk.
Hvad skal du gøre?
Jeg synes, du skal overveje, om du vil have samleje med din kæreste, når det gør dig bekymret og bange. Du skriver, du er bange for, det er sperm, der kommer ud af dig. Det tænker jeg må være, fordi I har ubeskyttet sex. For hvis du er beskyttet af fx korrekt brugte p-piller, gør det jo ikke noget, at der kommer sæd ud i din skede ved samleje. Lige nu kunne det lyde til, at I måske regner med, I kan afbryde samlejet, inden han kommer oppe i dig og på den måde undgå, at du bliver gravid. Det er IKKE en sikker metode. Langt fra.
Hvis du ikke ønsker at blive gravid og samtidig ønsker at have sex med din kæreste, vil jeg foreslå, at I to får talt om, hvilken præventionsform I begge to kan have det godt med. Jeg vil meget stærkt anbefale jer at bruge kondom. Det er den eneste præventionsform, der beskytter jer mod seksuelt overførte sygdomme, som kan have alvorlige konsekvenser for jer senere i livet.
Med mindre du er helt sikker på, I er hinandens første sexpartnere, kan I begge to blive testet for kønssygdomme hos jeres læge og – hvis I begge er smittefrie – kan I derefter sikre jer ved brug af kondom. Det kan du læse mere om i vores leksikon og artiklen Prævention.
Venlig hilsen
Ida Secher Rom