Hvorfor kommer der tykt slim ud af min skede?

Vis spørgsmål

Jeg sad i sofaen i morges og så morgentv, som jeg plejer. Jeg er den type, som kan skifte trusser 4 gange om dagen, hvis jeg føler, de er klamme, og lige i morges var der noget helt galt. Har oplevet det før, men begynder først at tænke over det nu, hvor jeg er blevet ældre.

Kunne mærke mine trusser var våde, som om jeg havde tisset i dem og gik ud på wc og tørrede mig og opdagede så det her slim, som faktisk ligner sæd. Jeg havde samleje med min kæreste igår aftes, men han trækker sig hver gang, inden han får udløsning/kommer. Så har ikke i tankerne om en graviditet, men hvad kan det så være? Er jeg for uren dernede eller hvad? Jeg tænker meget over, hvad det kan være og håber, jeg kan få svar, så jeg kan få mine bekymringer væk.

Mvh M, 22 år

SVAR:

Kære M

Det, du oplever, lyder meget normalt, og jeg tror ikke, der er noget galt med dig.

Udflåd er normalt

Skeden udskiller noget klart eller mælkehvidt væske eller slim, der ved kontakt med luft bliver gulligt. Det er for at holde den fugtig. Mængden og udseendet af dette sekret varierer med din menstruationscyklus. Ved samleje dannes der mere sekret, der gør dig våd. Det kan være noget af det væske, der har gemt sig i en fold i skeden og så glider ud dagen efter.

Du er altså ikke uren, fordi der kommer udflåd fra din skede. Skeden er selvrensende med sit sekret, og den bør ikke vaskes eller skylles. Man skal blot vaske sine ydre kønsdele med vand og eventuelt intimsæbe.

Hvis væsken fra skeden skifter farve og bliver grynet og hvid, kan det skyldes svamp. Men da vil det også klø. Hvis det begynder at lugte anderledes, kan det skyldes en overvækst af bakterier. I så fald kan du blive undersøgt hos din læge. Men det lyder ikke som det, du beskriver.

Du kan ikke være sikker på at undgå graviditet ved, at han trækker sig, før han kommer. Der er en lille risiko for, at der komme sæd ud, før han egentlig kommer. Desuden er du ikke beskyttet mod kønssygdomme. Derfor vil jeg råde jer til at anvende prævention. Det eneste, der beskytter jer mod kønssygdomme er kondom.

Hvis du lyst til at læse mere, vil jeg anbefale artiklerne:
Værd at vide om skeden
Udflåd
Sådan bliver du gravid
Prævention

Kærlig hilsen
Signe

Annoncer