Hvorfor bliver vi ikke gravide?

Vis spørgsmål

Jeg blev gravid i januar, som desværre endte i en spontan abort i april.. Vi prøver ihærdigt igen på at blive gravide.

I mellemtiden har jeg fået konstateret pco. Vi har sexet ca. hver anden dag i hver cyklus. Har taget ægløsningstest og sexet ekstra eget omkring ægløsningstidspunktet. Men hver cyklus får jeg min menstruation. Cyklusserne har varet mellem 28 og 32 dage.

Mit spørgsmål er så: Kan vi gøre noget anderledes for at optimere chancerne for at blive gravide?

PS. Vi tager folinsyre + diverse vitamintilskud.

C, 25 år

SVAR:

Kære C

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Hvor er det bare et spændende og dejligt projekt, I er i gang med. Trist, at I skulle opleve at miste jeres første foster. Jeg forstår godt, at I som de fleste andre hurtigst muligt vil være gravide igen, og at det kan være svært at vente på de to streger på testen.

Det skal nok komme

Jeg har først lyst til at sige: Ro på! Det er helt normalt, at det kan tage op til 12 måneder, før man står med en positiv graviditetstest – selv for et sundt og raskt par. Først derefter skal man begynde at overveje, om noget kan være galt. I dit tilfælde med PCO kan det dog være en mulighed at få en snak med lægen, hvis du ikke er blevet gravid efter seks måneder.

Det positive er, at I ved fra før, at du kan blive gravid. Jeg synes derfor, der er al mulig grund til at være fortrøstningsfuld og tro på, at du godt kan blive gravid igen, også selvom du nu har fået konstateret PCO. Det lyder endda til, at du har en regelmæssig cyklus, og at I er opmærksomme på at have samleje omkring ægløsningstidspunktet. På den måde er chancerne for graviditet gode.

Generelt er det altid godt at have en sund livsstil. Spis sundt og varieret, få nok søvn og dyrk motion. Overvej et vægttab, hvis der er for mange kilo på sidebenene. Ryger en eller begge af jer, kan det også være et sted at sætte ind, hvis I gerne vil optimere jeres chancer for graviditet.

I ved allerede meget, men I kan måske også få noget ud af at læse vores artikel Når det ikke lykkes at blive gravid.

Nyd hinanden

Jeg tænker, I som par skal være meget opmærksom på ikke at give “projekt baby” for meget fokus, men fortsat huske at nyde hinanden og det liv, I har sammen. Det er jo fundamentet for den familie, I skal til at danne sammen.

Få nogle gode oplevelser med hinanden og jeres venner. Sørg for at få fokus flyttet, så du ikke stresser kroppen unødigt og føler nederlag, når menstruationen kommer. Fylder I jeres liv ud med gode ting, føles ventetiden måske også kortere.

Held og lykke og god sommer!

De bedste hilsner fra
Louise

Annoncer