Hvordan ved jeg, om jeg er forelsket?

Vis spørgsmål

Jeg er en dreng på 11 år, der ikke ved, om jeg er forelsket. Hvordan finder jeg ud af det???

J, 11 år

SVAR:

Kære J

Tak for dit spørgsmål! Dejligt, du har frimodighed til at skrive til vores brevkasse.

Det er et rigtig godt spørgsmål, du stiller, og jeg vil prøve at hjælpe dig med et svar, så godt jeg kan, for jeg ved jo ikke noget om dig og hende, du måske er forelsket i.

Kendetegn

Der er flere forskellige kendetegn på, at man er forelsket. Nogle af dem får du her, og så kan du jo tænke efter, om du oplever noget i den retning.

Hvis man er forelsket, kan man mærke, det bobler eller kilder i maven, når man ser den, man er forelsket i. Det er, som om man bliver glad inden i, men samtidig føles også en nervøsitet. F.eks. håber man helt vildt på at komme i gruppe med hende i skolen samtidig med, at man bliver usikker, når man så er sammen med hende. Når man er forelsket, tænker man rigtig meget på hende; man kan måske finde på at cykle om forbi, hvor hun bor flere gange, for måske fik man hende at se. Når du snakker med den, du er forelsket i, har du sommerfugle i maven, og du bliver genert. Når du er i samme rum med den, du er forelsket i, holder du øje med hende, du vil forsøge at komme til at sidde ved siden af hende og håber hele tiden på, at hun ser dig og taler til dig.

Det var lidt kendetegn, som jeg håber, du kan spejle dig i. Du kan læse mere om forelskelse og finde svar til andre ved at slå op i vores leksikon under Forelskelse. Jeg vil særligt anbefale svarene
11 år og måske forelsket?
Hvordan takler vi på 11-12 år de store følelser?

Gode råd

Lige et par gode råd til sidst. Hvis du gerne vil kontakte hende, så sørg for at gøre det face-to-face i stedet for over de sociale medier. Når man skriver, kan det let blive misforstået. Sig noget sødt til hende og ros hende. Nogle gange kan man blive fristet til at sige noget dumt, som gør hende ked af det, bare fordi man ikke ved, hvad man skal sige; pas på med det! For hun kan jo ikke vide, at du mener det stik modsatte!

Ha’ det rigtig godt! Jeg håber, du finder ud af, om du er forelsket. Når du bliver det, vil jeg sige tillykke med det, for det er en rigtig dejlig følelse.

Mange gode hilsner
Claus

Annoncer