Hvordan slår jeg op efter tre år som kærester?

Vis spørgsmål

Hej 

Min kæreste og jeg har været sammen i knap tre år. Vi har altid talt om, at det skulle være hende og mig: Flytte sammen, skabe en fremtid sammen osv. Men jo tættere på vi kommer ift. at skulle tage den endelige beslutning om at flytte sammen, desto mere sikker bliver jeg på, at det ikke er det rigtige for mig.

Min kæreste er utrolig sød, venlig og godhjertet, hvilket gør det hele endnu mere svært. Jeg føler mig ikke længere forelsket i hende og ser hende mere og mere som en ven fremfor en kæreste. Jeg ved, hun synes, jeg er den eneste ene.

Mine forældre spurgte mig for nogle uger siden, hvad jeg tænkte som plusser og minusser ved at flytte sammen, og det satte mine tanker endnu mere igang. Jeg ved med mig selv, at det her ikke holder for evigt og vil egentlig gerne være ærlig over for mig selv og hende ved at slå op hurtigst muligt. Men jeg kan bare ikke få mig selv til det! Jeg har aldrig været god til at snakke om følelser. Hvordan slår jeg op bedst muligt? Hvorhenne; i hvilken situation; skal man skrive først?

Jeg har lyst til at sige til mine forældre: ‘Jeg vil slå op med hende, hjælp!’ men det kan jeg ikke få mig selv til. Derfor skriver jeg til dig. Håber ikke det blev alt for rodet.

Mvh. Ukendt fyr på 19 år

SVAR:

Hej

Tusind tak for din mail. Du beskriver rigtig fint din situation, og jeg forstår, hvor svært det må være lige nu.

Fuld af omsorg og følelser

Du virker som en meget omsorgsfuld og betænksom person, og du ønsker på ingen måde at gøre din kæreste ked af det. Det er meget prisværdigt.

Jeg synes faktisk, du er enormt god til at give udtryk for dine tanker og følelser i alt dette – selvom du måske selv oplever det anderledes. Det er tydeligt, du har tænkt meget over det hele, og du har sågar talt med dine forældre om plusser og minusser ved at flytte sammen med din kæreste.

Dine forældre

Du nævner også, at du egentlig gerne vil tale med dine forældre om det, men at det er svært for dig at tage den samtale. Jeg kender ikke dine forældre, men jeg er sikker på, de holder rigtig meget af dig. De kender dig virkelig godt og vil hjælpe så godt, de kan. Måske kan du overveje én gang til, om det er en idé at tale med dem om din situation?

Ærlighed holder!

Du beskriver, hvor svært det kommer til at være for dig at slå op med din kæreste. Det forstår jeg virkelig godt! Samtidig har du sikkert fat i noget rigtigt, når du siger, at du skal være ærlig over for både dig selv og hende. Det er vigtigt! Hvis man ikke kan det, så giver det på sigt store problemer i parforholdet.

Konkret forslag

Hvordan skal det så gøres bedst muligt, spørger du. Hvis det er svært for dig at tale om følelser i spontan samtale, så vil jeg opfordre dig til at skrive det ned, du gerne vil sige. Skriv det, som er allermest vigtigt for dig at få fortalt og forklaret din kæreste. Det tror jeg, kan være en hjælp for dig i en svær situation.

Hvor skal det så gøres, og i hvilken situation? Det er lidt svært at sige helt konkret. Dog vil jeg sige, at du IKKE skal gøre det på sms eller lignende. Du skylder både hende og dig selv at mødes med hende og fortælle det under fire øjne. Måske et neutralt sted? Det vil sige hverken hjemme hos hende eller hjemme hos dig. Det er måske rarest at være et andet sted, når samtalen bliver svær. Jeg vil opfordre dig til at vælge et sted, hvor I kan være alene uden at blive forstyrret.

Et andet forslag

Jeg vil også gerne bringe en anden tanke i spil. Ikke for at gøre dig endnu mere forvirret eller ked af det, men fordi det at spille med helt åbne kort ofte kan forløse ting og skabe nyt perspektiv på svære ting. Hvis du synes, det er en rigtig dårlig idé, skal du bare smide den ud til højre! Den går ud på:

I stedet for at slå op med det samme kan du fortælle hende, at du for tiden har det svært med dine følelser og tanker og jeres forhold. Du kan komme til at tvivle på, om det skal være jer eller ej. Du er ked af det og holder af hende, men hvad betyder det faktisk at elske et andet menneske? Det er du usikker på og vil gerne snakke med hende om, fordi du holder af hende. Du er bare meget i tvivl om det hele lige nu.

Jeg ved, det er noget helt andet end det, du spørger om, så det er 100% i orden, hvis du er helt afklaret og har brug for at “komme videre” nu og her.

I al fald ønsker jeg dig held og lykke med det, du står overfor. Jeg tror på, at du med dit omsorgsfulde og reflekterende væsen kan komme godt igennem den svære tid, som venter.

Venlig hilsen
Asbjørn Thorø Overby

Annoncer