Hvordan kommer jeg over mine følelser for min behandler?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva, tak fordi I er der til at hjælpe folk. 

Jeg er desværre forelsket i en fyr, som er en del ældre end mig og gift. Han var min kontaktperson, mens jeg som teenager var indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg var meget syg, men i dag har jeg det meget bedre, selvom jeg stadig tager medicin.

Allerede fra begyndelsen flirtede han med mig og rørte ved mig. Jeg blev ikke misbrugt, men han gjorde nogle ting, som jeg ikke kunne forstå. Jeg kunne godt mærke på ham, at han vidste, det var forkert, hvad vi havde gang i, for han blev tit sur og lod det gå udover mig ved at tale hårdt til mig og hive mig i armen. Han løj også overfor mig og svigtede mig ved at gøre nar af mig foran de andre og ikke være der, når han burde. 

For et par måneder siden kontaktede jeg ham for at spørge ind til, hvad der skete dengang, men han sagde, at det kunne han ikke huske, men at han ikke ville gøre mig ondt. Nu føler jeg, mit forhold til ham er blevet ødelagt for altid.

Håber, I vil hjælpe mig.

Hilsen den anonyme unge kvinde

(stærkt forkortet af red.)

SVAR:

Kære unge kvinde

Tak fordi du deler dine tanker, følelser og spørgsmål med brevkassen. Det er virkelig ikke en nem situation, du har stået i, og det har sikkert også krævet noget af dig at henvende dig til os. Det fortjener du stor anerkendelse for. Jeg håber, jeg kan hjælpe dig.

Han overskred dine grænser

Det, du beskriver om tiden fra din indlæggelse, finder jeg rigtig bekymrende. Du har været i en af de mest sårbare situationer, man kan forestille sig: Været syg og indlagt på psykiatrisk afdeling. Når man er indlagt, burde man kunne forvente – og har krav på – en kompetent og professionel behandling af omsorgsfulde mennesker.

Du har været rigtig uheldig og har mødt en person, som ikke evnede at give dig den behandling, du havde brug for. I stedet lod han sig rive med af sine egne følelser, som på ingen måder hører hjemme i en behandler/patient relation.

Han har også leget med dine følelser på et tidspunkt, hvor du har været allermest sårbar og derfor også modtagelig overfor hans omsorg og tilnærmelser. Derudover har han ydet vold mod dig ved at hive dig afsted mod din vilje.

Ikke din skyld!

Jeg tænker, at dette måske kan være lidt svært for dig at læse. Jeg forstår på dit brev, at du har åbnet dit hjerte og udviklet nogle følelser for ham. Jeg vil fortælle dig, at du er helt uden skyld i dette. Det er ham, der ikke har formået at holde grænsen for, hvornår behandling og omsorg for dig som patient bliver til misbrug af dine følelser og din situation.

Han kan ikke hjælpe dig

Jeg vil råde dig til ikke kontakte ham igen. Jeg tror ikke, at han på nogen måde kan give dig en god forklaring på det, der skete, for den findes ikke. Jeg forstår godt, at din situation er rigtig svær, og at det for dig er svært at finde hoved og hale i det, der skete mellem jer to. Du skal passe på dig selv, for jeg tror, at noget tillid indeni dig er blevet misbrugt. Der er noget, der skal genoprettes indeni dig, og det kan han ikke hjælpe dig med.

Du har – som alle mennesker – brug for ægte kærlighed, dvs. at blive elsket ligeværdigt for den du er. Det, du oplevede med ham, var meget uligeværdigt. Han havde som behandler en magt over dig, som han misbrugte. Det er du totalt uden skyld i!

Find en at tale med

Mit bedste forslag til dig er at finde en person, du kan fortælle din historie til. Du skriver, at din mor ikke kunne møde dig med den forståelse, du har brug for. Er der en anden voksen i din familie eller omgangskreds, du har tillid til, og som vil lytte og møde dig med forståelse og respekt?

Det er vigtigt, du ikke bærer rundt på denne historie alene, men at du ved og mærker, der er mennesker omkring dig, som er der for dig og ved, hvad du har været igennem. Hvis det er svært for dig at tage hul på at fortælle, kan du evt. vise, hvad du har skrevet til os og vores svar til dig.

Opsøg sygehuset

Du kan også henvende dig til det sygehus, hvor du var indlagt, og fortælle om dine oplevelser med denne behandler. Dermed kan du forhåbentlig være med til, at han ikke får lov at gøre det, som han gjorde mod dig, overfor andre sårbare unge piger.

Få professionel hjælp

Du kan søge hjælp hos en terapeut eller psykolog. Der kan du få snakket hændelserne godt igennem og få hjælp til at håndtere dine følelser for ham og den skyld og skam, du måske føler over det skete.

Jeg håber, mit svar kan give dig lidt perspektiv på din situation og hjælpe dig med at håndtere dine følelser og tanker.

De bedste hilsner
Bente Mathiesen

Annoncer