Kære dig
Tak for din henvendelse, hvor du skriver om din bekymring for din kæreste, som du holder meget af.
Din kæreste
Du skriver lidt om, hvordan din kæreste har det: Hun har en svær depression, social angst og traumer efter et tidligere forhold. Hun lyder til at have det rigtig svært. Jeg håber, hun får en effektiv behandling for sin svære depression, for det har hun brug for.
Symptomer på svær depression
Du beskriver mange symptomer, som netop hører med til den svære depression, fx det at hun har svært ved at være sammen med andre og nogle gange også dig. Hun magter ofte ikke at gå tur eller andet uden for hjemmet.
Når du skriver, at hun har det rigtig, rigtig dårligt, tænker jeg, det måske betyder, at hun er meget trist, ikke har lyst til noget og ikke føler glæde ved noget, hvilket alt sammen hænger sammen med depressionen.
Ændret tøjstil
Hendes ændrede tøjstil hænger måske også sammen med, at hun intet magter; heller ikke at tage stilling til at være så smart i tøjet, som hun måske plejer at være. Det har jeg ofte set hos svært depressive patienter. Derfor har det været positivt, når de begyndte at være opmærksom på deres udseende igen.
Svært for dig
Jeg tænker, det må være svært for dig at være kæreste med en, der har det så svært. Lige i øjeblikket kan det være svært for jer begge at tro på, at din kæreste kan få det godt igen. Du kan være med til at holde fast i det håb. Du skal ikke presse hende for meget men måske lidt i forhold til at komme ud at gå små ture på bare 5-10 minutter en gang imellem. De fleste depressive har det svært med alle aktiviteter, men de fleste oplever det positivt, når de har været ude en lille tur.
Din kæreste har brug for hjælp
Som sagt har din kæreste brug for hjælp. Hvis hun ikke allerede får det, er det vigtigt, at hun får kontakt med sin egen læge hurtigst muligt, så hun kan få den rigtige behandling. Heldigvis er der god behandling at få, og jeg håber, din kæreste snart må få det godt igen.
Håber, det giver dig svar på dine spørgsmål. Ellers må du endelig skrive igen.
Med venlig hilsen
Inge Munk Møller