Hvordan forklare pigen, at det er et falsk rygte?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg skriver til jer, fordi jeg har et problem med en pige, som jeg er forelsket i. Problemet er, at en person har startet et falsk rygte, om at jeg har sagt til alt og alle, at mig og pigen, som jeg er forelsket i, har noget sammen, og det har vi ikke, for vi er bare venner, selvom at jeg godt kan lide hende. 

Og nu er pigen, som jeg er forelsket i, blevet sur på grund af det falske rygte. Og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal forklare til hende, at der ikke er noget hold i rygtet, så jeg håber, at I kan hjælpe.

Med venlig hilsen den forelskede dreng, 16 år 

SVAR:

Kære ”Forelskede dreng”

Du har ikke gjort noget forkert

Jeg synes, at du skal holde fast i over for dig selv, at du ikke har gjort noget forkert her. Du har ikke noget at skamme dig over eller noget at sige undskyld for. At være forelsket er der ikke noget forkert i – selv om du måske ikke har det så godt med situationen, som den er nu. Du har kun grund til at være frimodig og prøve at være tydelig over for hende for at få tingene løst.

Sig sandheden

Det bedste, du kan gøre, er, at sige til hende, hvordan det forholder sig – at det ikke er dig, der har startet det rygte. Det kan du gøre, enten hvor I aftaler at snakke sammen, eller på skrift på en SMS eller en privat besked på Facebook. Skriver du til hende, så synes jeg, du skal foreslå, at I også snakker sammen om det samme eller næste dag, det gør tingene mindre akavet for jer senere.

Respekter hendes reaktion

Det kan være, at I får en normal relation igen derefter, eller det kan være, hun har brug for lidt mere tid, før hun kan slappe af og være naturlig omkring dig. Uanset udfaldet, skal du respektere, at det har været svært for hende at være i, og at det kan tage tid at komme igennem. Hun er sikkert klar over nu, at du er forelsket i hende, og hvis hun ikke gengælder dine følelser, er det naturligt for hende at trække sig lidt fra dig. Det må du også respektere.

Fortæl dine kammerater, hvordan det hænger sammen

Det er ikke rart for jer at opleve, at jeres venner har kigget på jer og snakket om jer. Her er det også vigtigt, at du er tydelig. Fortæl dine kammerater, at du ikke vil acceptere, at nogen har startet det rygte. Fortæl dem også, at du har fortalt hende, at det ikke var dig. Vær ærlig og tydelig med at du ikke har brudt dig om situationen, og bed dem holde op med at snakke mere om det.

Vær dig selv

Når du først har fortalt hende og dine venner, hvordan tingene hænger sammen, er der ikke andet at gøre end at vente og være dig selv over for hende og over for dem. Jo mere naturlig, du kan være, når I er sammen, jo lettere bliver det - også for hende.

Venlig hilsen
Benjamin Hougaard

Annoncer