Kære S
Det er et svært spørgsmål, og jeg kan ikke komme med nogle definitive svar. Der findes to typer genital herpes infektion, HSV-1 og HSV-2. Du kan læse mere her: Patienthåndbogen: Herpes genitalis.
Det gode tidspunkt
For det første vil jeg råde jer til at forsøge at få barn i en periode, hvor din kæreste er uden symptomer på genital herpes. Desuden kunne man overveje, om din kæreste skulle tage forebyggende antiviral medicin (fx aciclovir), da det kan forkorte mængden af virusudskillelse samt forkorte perioden for virusudskillelse.
En anden - men i mine øjne mere tvivlsom - mulighed er, at du tager forebyggende aciclovir. Der er data for ca. 1.300 første trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Men generelt er jeg fortaler for mindst mulig medicin til gravide og kvinder, som forsøger at blive gravide.
Andre muligheder
Det virker teoretisk sandsynligt, at I mindsker smitterisikoen ved at klippe hul i kondomspidsen, men der vil stadig restere en smitterisiko, som forøges, når barrieren brydes. Smitterisikoen omgås kun ved insemination, men det er en dyr og besværlig løsning. Hvis I forsøger jer med kondommetoden, så husk at brug et kondom uden sæddræbende creme.
I øvrigt er der rapporterede tilfælde om smitte af Herpes simplex virus 2 (HSV-2) infektion på trods af brug af kondom (kilde: Wald A et al. Ann Intern Med. 2005)
Til sidst vil jeg oplyse om, at i nogle amerikanske guidelines anbefales det, at kvinder uden kendt genital herpes undgår samleje og undgår at modtage oralsex gennem tredje trimester med partner med kendt eller mistænkt herpes genitalis. Årsagen er, at smitte med HSV i slutningen af graviditeten øger risikoen for smitte af barnet under fødslen. HSV hos den nyfødte kan have et alvorligt forløb.
Mvh Boje