Hun brød kontakten - var der andet, jeg skulle have gjort?

Vis spørgsmål

Jeg har skrevet med denne pige, som er lidt ældre end mig, og vi blev ret glade for hinanden. Hun bor bare i den anden ende af Danmark. Jeg blev lidt småforelsket i hende og hun blev lidt vild med mig.

Men lige pludselig ville hun bryde kontakten. Hun sagde hun blev nødt til at sige farvel, inden hun faldt for meget for mig. Vi fik sagt farvel og jeg gav hende mit nummer, til hvis hun manglede mig, og ellers har jeg slettet alt, der mindede mig om hende. Kan bare ikke holde ud, ikke at kunne skrive til hende mere.

Hvad skal jeg gøre og er der andet, jeg skulle have gjort? :/

M, 17 år

SVAR:

Kære M

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du føler, at det hele er noget forvirrende for dig lige nu, og jeg er ked af på dine vegne, at det er gået sådan med jer to.

Du har respekteret, hvad hun ønskede

Du spørger om, der var andet, du skulle have gjort, men sådan som jeg læser dit spørgsmål, så har du gjort noget rigtig flot – og rigtig svært. Du har respekteret, hvad pigen ønskede, selvom du gerne ville noget andet.

Jeg må sige, at jeg har stor respekt for, at du kunne gøre det. Og jeg tror, at du har gjort det rette. Selvom det kan lyde til, at du er blevet noget overrumplet over, hvor hurtigt hun traf beslutningen, så har du alligevel også passet på dig selv ved at stoppe kontakten, når hun ikke ønskede den mere. Hvis du alligevel var fortsat, havde du nemlig risikeret at blive såret gang på gang, når hun ville noget andet.

Du ønsker, at hun kontakter dig igen.

Du har givet hende dit telefonnummer, og det er rigtig fint, at du har gjort det, i tilfælde af, at hun har brug for dig. Men jeg tror, du er nødt til at overveje, at du også har gjort det, fordi du håber, at hun skifter mening og genoptager kontakten. På den måde har du vist hende, hvad du gerne vil, men samtidig har du sat dig selv i ventepositionen.

Derfor tror jeg, at du skal forsøge endnu mere at få tankerne væk fra hende. Det er fint, at du har fjernet alt, der minder dig om hende, og nu er det tid til at fortsætte, som du plejer. At gøre, som du gjorde, inden I lærte hinanden at kende. Derfor skal du vælge at gøre alt det, som plejer at gøre dig glad. Du skal ikke sidde og vente på, at hun ringer til dig – det forsvinder tankerne og drømmene ikke af. Tværtimod kan alle tankerne om hende blive forstærket af netop det, fordi du ubevidst kommer til at idealisere det, I havde sammen, nu hvor I ikke har kontakt længere. Jeg har erfaring med, at flere oplever, hvordan en brat afslutning på et forhold kan gøre, at man helt glemmer, det der var svært i forholdet, fordi man savner den anden så meget.

Du har givet hende muligheden for at kontakte dig, hvis hun vil – og nu er du nødt til selv at bestemme, hvordan du kommer videre herfra. Og du er nok nødt til at indstille dig på, at det kan være, at hun aldrig kontakter dig, fordi det er hendes valg, om hun vil det.

Jeres afslutning

Jeg har svært ved læse ud fra dit spørgsmål, om du føler, at I har fået en afslutning, og om du helt har forstået, hvorfor hun ønskede at sige farvel. Det gør selvfølgelig ondt, når hun vælger på dine vegne at noget, der er godt og rart, skal stoppe. Men jeg håber, du kan finde ro i, at hun har truffet beslutningen for at passe på sig selv.

Derfor vil jeg ønske for dig, at den næste tid må blive en tid, hvor du vælger, hvad der er godt for dig, og jeg håber, at du snart får følelsen af, at den her ulykkelige forelskelse bliver lettere for dig at holde til. Endnu engang vil jeg sige, at det var flot, at du respekterede hendes valg. Det kan du godt være stolt af, og det er helt klart et rigtig godt karaktertræk ved dig, som en fremtidig kæreste kan få stor glæde af.

Hilsener fra
Susanne Staunstrup Jensen

Annoncer