Har jeg fået kyssesyge af at snave?

Vis spørgsmål

Heyy.

Jeg kyssede med den her dreng for nogle dage siden, mens vi drak lidt alkohol. Vi kyssede et par gange og endte ud i et snav. Efter den dag har min tunge og mit tandkød ved min underlæbe sviet lidt.

Mine forældre siger, at det kan være kyssesyge, men han har ikke kyssesyge. Mine forældre ved faktisk ikke, at jeg kyssede med denne her fyr, men de sagde, at hvis jeg havde kysset med en fyr, så kunne det være, at jeg havde fået kyssesyge osv.

Jeg er virkelig bange for, at det er noget slemt, og det ville jeg helst ikke have ... Jeg ville helst heller ikke have, at mine forældre ved det, for jeg synes, det er såå pinligt!

Please hjælp!

Pige på 14

SVAR:

Hej pige på 14 

Jeg kan berolige dig med, at svie i din mund i dagene efter et snav ikke er kyssesyge, men der er da nok en sammenhæng.

Svie og behandling

Det kan skyldes en uvant måde at bruge tungen på sammen med alkohol og ændret bakterieflora.

Jeg vil foreslå, at du holder en normal mundhygiejne med blød tandbørste og sund kost. Så forventer jeg, at det bliver normalt i løbet af kort tid.

Om kyssesyge

Kyssesyge (mononukleose) er en virussygdom, der først giver symptomer 1-2 måneder efter, man er blevet smittet. Symptomerne er halsbetændelse og udtalt træthed, feber, muskelsmerter og andet. De fleste over 25 år er smittet og bærer virusset. Men kun ret få har har så svære symptomer, så de har fået stillet diagnosen.

Hvis dine symptomer fortsætter mere end en uge eller bliver værre, skal du få en tid hos din læge og blive undersøgt.

Håber, det hjalp dig!

Venlig hilsen
Lars Dysager

Annoncer