Tak for din henvendelse!
Tidligere spørgsmål og svar ses her: Forvirrende forhold til souschef, som jeg nu er gravid med - hvad gør jeg?
Jeg kan godt forstå, du er rasende. Den måde din souschef behandler dig på er under al kritik. Han opfordrer dig til, at få foretaget en abort; han har ikke tænkt sig at tage et ansvar for det barn, du er gravid med eller for dig; han beskylder dig for at være årsag til at hans ægteskab er gået i stykker, og at hans kones tillid til ham er gået brudt. Og samtidig truer han dig med at klage over dig til butikschefen, hvis du ikke lader være med at kontakte ham.
Hans behandling af dig er ganske enkelt ikke i orden, og jeg forstår godt, at du er rasende.
To afgørende valg
Som jeg ser det, er der to store og afgørende valg, du må gøre. Rigtig meget i din fremtid vil afhænge af, hvad du vælger.
For det første må du beslutte dig for, om du igen vil lukke din souschef ind i dit liv, hvis han igen på et tidspunkt vil tilbage til dig. Med alt den smerte og forvirring han allerede har påført dig, håber jeg, at du vil afvise ham og holde fast i din beslutning, hvis han igen en gang vil ha´ dig tilbage.
Du skriver, at du ikke længere kan finde ud af, hvem du selv er. For mig at se, er der ikke tvivl om, at det hænger tæt sammen med den umenneskelige behandling, din souschef har vist dig. Han har udnyttet dig, svigtet dig, behandlet dig respektløs og egoistisk. – Og nu bærer du hans barn i dit liv.
Efter at være behandlet så dårligt af et menneske, som samtidig sagde, at han ville ha´ dig, kan jeg godt forstå, at du ikke længere kan finde ud af, hvem du selv er. At blive svigtet, misbrugt og blive vist så total en mangel på respekt, påvirker uundgåeligt dit forhold til dig selv, så du bliver usikker på, hvem du er, når én kan finde på at mishandle dig på så mange måder.
Også af den grund, håber jeg for dig, at du tager en bevidst beslutning om, at han i fremtiden skal fylde så lille en rolle i dit liv som overhovedet muligt.
For det andet må du beslutte dig til, hvad du vil gøre ved det barn, som du bærer i dit liv.
Hvis du vælger at føde dit barn og blive enlig mor, vil det få konsekvenser for din fremtid. Det vil også få store konsekvenser – om end på helt andre måder – hvis du følger din souschefs forslag om at få barnet aborteret.
Det valg, du står midt i, får mange og store konsekvenser for din fremtid. Jeg skal ikke her beskrive dem, da jeg kan forestille mig, at du har tænkt begge muligheder igennem. Læs evt. denne artikel: Uønsket gravid - hvad gør du?
Jeg vil opfordre dig til at føde dit barn – både for dit barns skyld og bestemt også for din egen skyld. Som jeg skriver ovenfor, er det ikke nogen uproblematisk løsning, men som jeg ser det, er du i en situation, hvor der ikke er nogen lette løsninger. Jeg vil opfordre dig til at vise styrke og til ikke at svigte det barn, du bærer i dit liv. Opsøg både nu, og når du har født mennesker, som han være dig til hjælp og støtte. Både privat, hos mennesker, der tilbyder deres hjælp og hos kommunen. Der vil være hjælp at få!
Din arbejdssituation
Din arbejdssituation er ikke enkelt. Du er i en besværlig klemme. Det oplagte ville være, at skifte arbejde – eller i hvert fald afdeling, men jeg forstår, at det ikke er muligt, da du derved ville miste for meget. Men så snart du kan skifte arbejde, så gør det!
Hvad gør du?
Tal med mennesker, som du har tillid til om din vrede og dine tanker. Kun nogle få. Del dine frustrationer og smerte med mennesker, som vil dig det godt. Og svigt ikke dit kommende barn, selv om du selv er blevet svigtet.
Flemming H. Møller, præst og psykoterapeut