Gider ikke være afhængig af onani – kan I hjælpe?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva

Jeg er afhængig af at onanere, og jeg gider ikke mere, men kan ikke lade være. Please, vil I være søde at hjælpe mig med at stoppe med at gøre det?

Dreng, 16 år

SVAR:

Kære dig på 16!

Tak for din mail til AdamogEva.dk, hvor du spørger om hjælp til at stoppe med at onanere. Det er rigtig godt, at du skriver til os, når du synes, at det er blevet et problem for dig.

Vi får ret ofte spørgsmål, der handler om onani, og det viser jo, at du bestemt ikke er den eneste, der oplever problemer med det. Det er på samme måde med onani som med så meget andet her i livet, at det kan tage overhånd og pludselig blive et problem, selvom det ikke har været det før.

I nogle tilfælde kan man faktisk blive helt afhængig af noget, som man tidligere har oplevet som godt. Det er jo f.eks. helt ok med et glas rødvin til aftensmaden, men drikker man en flaske om dagen, har det taget overhånd, og man har brug for hjælp. Eller det kan være hyggeligt at spille kort med vennerne en gang i mellem, men sidder man mange timer hver dag foran computeren og spiller sine penge væk, så er man blevet afhængig, og så har man også brug for hjælp.

I din mail skriver du ikke noget om, hvor ofte du onanerer, men det betyder heller ikke så meget, for hvis du oplever det som et problem, så er det et problem – og hvor er det flot, at du så vælger at gøre noget ved det! Respekt for det!

Fordi vi ofte får spørgsmål om onani, vil jeg ikke skrive et langt svar til dig. Jeg vil i stedet vise dig et svar, som en anden rådgiver har skrevet til en, som er i samme situation som dig. Det kan du finde her:

Vil gerne stoppe med onani – har I nogle trick?

Desuden kan du finde alle de spørgsmål, vi har fået om onani, her. Som du kan se på mængden af spørgsmål, er du langt fra den eneste, der oplever problemer med det.

Jeg håber, at du finder svar i et af linkene, ellers er du meget velkommen til at skrive til mig igen.

Du ønskes held og lykke – jeg er sikker på, at du nok skal finde en god løsning!

Kærlig hilsen
Niels Peter

Annoncer