Fsk. humor - kan det ændre sig eller er han sådan for altid?

Hej, jeg har et spørgsmål angående humor i parforhold.

Jeg er blevet kærester med en nordmand, vi taler vores eget sprog, men alligevel kan man komme ud for misforståelser, hvis den anden ikke helt forstår. Vi har været sammen et år.

Jeg har altid været meget bevidst om mig selv i et forhold, og desværre tænker jeg alt for meget over, om vi nu også har det godt nok, kan snakke om nok, kan have det sjovt nok, er forelskede nok osv osv. Dette føler jeg sætter en stopper for, om jeg kan slappe fuldstændig af, når vi er sammen - det er dejligt, når jeg "glemmer" at analysere på os, det sker sjældent, men når detsker, føles det godt (egentlig er det nu mest det, der er mit problem, men det med humoren går mig også på, og det er omkring dette, jeg behøver lidt hjælp)

Min kæreste er meget "down the earth"og kan til tider være ret så seriøs - hvilket jeg godt kan finde en smule kedeligt. Han er 8 år ældre end mig, så vi er opvokset i helt forskellige miljøer.

Hans humor er meget sofistikeret, jeg kan sagtens se det sjove i hans kommentarer, men jeg griner ikke på samme måde med ham, som når jeg er med mine veninder (sådan rigtig dybt nede fra maven, hvor man ikke føler, man kan styre det).

Jeg tænker, at man ikke behøver at have samme humor, men det bliver så meget lettere og mindre anstrengt, hvis det er tilfældet. Jeg er så bange for, at vi aldrig kommer på samme bølgelængde, og kun kan grine for real, når vi fx kilder hinanden, for her spiller humoren ikke ind. Men en ens humor kan vel godt udvikle sig på sigt, eller?

Jeg har tænkt, det sagtens kan have at gøre med sproglige misforståelser, men andre nordmænd kan jeg godt følge i deres humor.

Som tidligere nævnt er han meget afdæmpet, og når han griner er det slet ikke på samme måde løssluppent, og det påvirker mig meget. Griner andre meget og griner de højt, så gør jeg det samme, men jeg har svært ved at grine godt og dybt, når han bare sidder og klukker. Jeg vil så gerne kunne give slip, uden at det bliver falsk, fordi jeg tænker over, at nu skulle jeg da egentlig også grine meget. Jeg forsøger nogle gange at give den lidt ekstra gas i mit grin, og håber på at det smitter af på ham, men det virker ikke rigtigt sådan, og vil igen heller tænke for meget over at skulle have det sjovt nok...

Kan man få det sjovere med tiden, og kan jeg overhovedet forvente af ham, at han skal tage sig mere sammen for at få mig til at grine mere, eller er det bare "tag hvad der er, eller lad være"?

Jeg savner spas med ham, men ved ikke hvordan jeg skal få det frem i ham, kan det være noget, han bare har glemt, eller er det sådan han er, og så må jeg leve med, at jeg ikke inspirerer/inspireres til højlydte grin helt nede fra maven?

Nanna, 23 år