Hej S
Tak for dit spørgsmål. Det er godt du søger svar, når du er usikker.
Fortrydelsespille
Den fortrydelsespille du har taget er en hormonel fortrydelsespille, som forhindre ægløsning, og dermed forhindre graviditet. Du har, så vidt jeg kan forstå, taget den fordi du har glemt nogle p-piller og derfor ikke kan være sikker på beskyttelsen. Fortrydelsespiller skal tages indenfor 72 timer efter ubeskyttet sex, og helst indenfor 12 timer. Selvom fortrydelsespillen er taget korrekt, er der fortsat en lille risiko for graviditet, den er omkring 2%. Derfor vil jeg anbefale at tage en graviditetstest, hvis din blødning udebliver.
Hvornår er du beskyttet igen?
Du er nu usikker på, hvornår du kan regne med at være beskyttet af p-pillerne igen. Her gælder den almindelige regel, når der er rod med p-pillerne: Efter 7 dages korrekt indtaget piller, kan man regne med at være beskyttet igen. Hvis der er under 7 piller tilbage i den aktuelle pakke, springer man pausen over, og fortsætter direkte på næste pakning.
Du skriver, at du tog fortrydelsespillen omkring 8. dagen i din p-piller pakke. Altså må der være ca 13 piller tilbage, og du fortsætter derfor bare med disse og holder pausen som vanligt.
Er p-piller den rigtige prævention?
Det kan være, du bare har været uheldig og glemt nogle piller denne ene gang. Men hvis du generelt har problemer med at huske at tage dine p-piller, er det måske en ide at overveje om en anden præventionsform er bedre for dig, for at undgå de bekymringer som glemte piller og risiko for graviditet naturligvis vil give. I dag er rigtig mange glade for spiral, men der er også muligheder som p-ring og p-plaster.
Du kan læse mere om prævention og glemte p-piller her:
Glemt p-pille i 1 uge og ubeskyttet sex, hvad gør jeg?
Jeg håber, dette svar kunne hjælpe dig
Venlig hilsen Signe