Forelsket i 20 år ældre chef - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva. Jeg er en forvirret pige på 18. Jeg tror, jeg har lidt følelser for min 20 år ældre chef.

Jeg får sommerfugle i maven, når jeg tænker på ham, jeg vil hele tiden have noget at skrive/snakke med ham om, jeg tager ned på arbejdet, selvom jeg har fri for at se ham og snakke med ham.

Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke sige det til nogen, så jeg håber, I kan hjælpe mig

Hilsen den forvirrede pige.

SVAR:

Kære forvirrede pige på 18

Tak for at du sender et brev til vores brevkasse. Brevkassen er specielt til de ting, man ikke kan finde nogen at snakke med om. Jeg kan godt forstå, at det er forvirrende at opleve, at du tror du har fået følelser for en mand, der er 20 år ældre, og at du ikke ved, hvad du skal gøre.Yderligere har du det sådan, at du ikke kan sige det til nogen. Dette problem lader du til at slå hul på ved at skrive til AdamogEva.dk.

Så velkommen her.

Et vigtigt spørgsmål

Jeg har lyst til at stille dig et spørgsmål. Kun du kan svare på det. Er din situation, at du i virkeligheden ikke ønsker at have lidt følelser for din chef, som er 20 år ældre? Hvis du har det sådan, at du i virkeligheden ønsker dig ud af disse tanker og følelser, så er det det, du har brug for at gå efter og handle ud fra.

At beslutte noget

Nogen gange kan et menneske få hjælp af at beslutte noget. Det er en mulighed, at du kan guide dig selv ved at sige: I virkeligheden ønsker jeg ikke en 20 år ældre mand. Jeg vil prøve at hjælpe mig selv ved at beslutte mig for at gøre noget imod det, som jeg kan være tiltrukket af. Her er et par eksempler:

Fra i dag tager jeg den beslutning, at jeg ikke tager ned til chefen efter arbejde. Jeg har fri, og det er bedst for mig at lave noget andet. Når jeg får trang til at tage derned vil jeg i stedet for....................... ( fyld selv ud)

Fra nu af vil jeg vælge at være mere sammen med nogle jævnaldrende. Det er godt for mig.

Overvej selv videre, hvad der vil kunne være godt for dig, som hjælp til at være tro imod dig selv.

Hvad ligger bag?

Du fortæller, at du hele tiden vil have noget at snakke med din chef om. Jeg kom til at tænke på: Hvad ligger der mon bag dette? Er det, fordi du længes efter at få en kæreste? Eller mangler du nogen at dele fortrolige ting med? Er du en ensom pige? Mangler du en far? Er det fordi han er en meget sympatisk mand? Eller? Hvad er det, du kunne forestille dig at finde og få hos ham, hvis I blev kærester?

Jeg ved ikke, hvad der ligger bag. Jeg stiller spørgsmålene i håb om, at de kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad det er, du længes efter.

Mangel på noget?

Hvis du er overbevist om, at du i virkeligheden ikke ønsker en 20 år ældre mand, er det muligt at overveje, om det, du mangler/kunne ønske dig, kan hentes andre steder.

Hvad med at overveje, om der er en veninde, du kan tale med, og som kan bakke dig op i at følge det, du egentligt ønsker.

Hvad med at finde en moden kvinde at tale med? Også omkring det, der forvirrer dig.

Overvej selv videre.

Tid til at tænke sig om

At tage tid til at tænke sig om kan være rigtigt sundt. Ved at læse det ovenover, bliver du måske mere afklaret om dit eget syn på det at have følelser for en 20 år ældre mand.

Hvis du istedet sidder med tanken: "Det er virkelig en mulighed, at han skal være min mand", så har jeg lyst til at opfordre dig til at gå meget langsomt frem. Overvej om det vil være godt for dig at afvente og se, hvor vejen går, så at du giver dig selv lov til stille og roligt at få overvejet, hvordan det vil være at få en mand, der aldersmæssigt vil kunne være din far.

Små dryp

Jeg har nu skrevet nogle små dryp til dig. Jeg sidder og tænker på, om du kan tage dryppene som nogle input til overvejelser omkring: Hvad vil jeg? Hvad vil jeg ikke?

Du er meget velkommen til at vende tilbage med flere spørgsmål.

Jeg håber, at du må finde ud af, hvor vejen går for dig.

Mange hilsner Hanne Esmarch

Annoncer