Hej
Tak for dit spørgsmål til A og E. Det er altid godt og vigtigt at få sat ord på det, der fylder.
Nogen at dele det med
Det lyder til, at du trods din unge alder har været seksuelt aktiv i et par år. Det lyder til, at det er noget, du går meget med selv. I virkeligheden har du jo nok brug for at dele det med nogen, der kender dig godt.
Når det ikke lige er så enkelt
Jeg mener helt klart, at du skal få talt med din mor om det. Uanset hvor sur hun er på dig, vil hun gerne som mor vide, hvad du går og tumler med. Du har ikke kun brug for hende, når det gælder det praktiske (f.eks. ifht. P-piller), men du har særligt brug for at have en fortrolig, når det ikke lige er så enkelt med det med sex, som du ønskede.
Læs også disse svar:
I tvivl - er det nødvendigt med P-piller når vi bruger kondom?
Er sex ok når jeg er 14? - hvordan håndtere mine forældre?
Gå til egen læge
Hvorfor du nu får ondt i forbindelse med vandladning efter sex, kan der være flere forklaringer på. Under alle omstændigheder må du sammen med din mor vende det med egen læge, så du kan blive undersøgt ordentligt og få præcis råd og vejledning.
21 år for gammel?
Som jeg forstår det, er den kæreste du har 21 år (eller er det en, du er forelsket i?)
Det er en meget stor aldersforskel i jeres alder. Og JA, jeg synes en fyr på 21 år er alt for gammel for dig.
Dels bare fordi I er meget forskellige steder i livet. Uanset hvor moden du er, kan og skal du ikke matche en fyr på 21 år.
Selvom I siger, I er kærester og du er glad for ham, er det ikke helt enkelt. Han er voksen og det vil nemt blive ham, der bestemmer i jeres forhold ikke mindst mht. det seksuelle. Han kan lokke dig til ting, du slet ikke er klar til. Det er svært at sige fra overfor en fyr, der er så meget ældre end dig.
Jeg synes virkelig, at du skal droppe den fyr.
Du må bruge tid på at overveje, hvorfor det er så vigtigt for dig at have sex i så ung en alder. Du skal nok nå det hele.
Jeg håber mit svar giver mening for dig.
Kærlig hilsen
Marianne