Hej pige på 14 år
Tak for dit ærlige brev. Vi kan se, at du har skrevet ind igen medens svaret var undervejs, så det er virkelig noget, som går dig på
Overtrædelse af dine grænser
Du har virkelig oplevet, at nogen har overtrådt dine grænser. Endda flere gange. Prøv at læse rækken af det, du fortæller:
- Din farfar og fars onkel snakkede om dine buler/bryster
- Din fars onkel klappede dig på røven, hvor du havde en stram kjole på og bøjede dig
- Din fars onkel forsøgte at ramme dit lår med en kold øl
Din samlede kommentar er meget tydelig: Det føles bare så ubehageligt.
Overtrædelse af grænser er alvorligt
Det er ikke i orden at overtræde hinandens grænser. Det er ganske enkelt forkert. Det er yderst vigtigt at reagere, når det sker.
At tage dig selv alvorligt
Jeg har lagt mærke til, at du har forsøgt at reagere og tage dig selv alvorligt. Du gik din vej, da din farfar og fars onkel snakkede om dine bryster. Det er en måde at passe på dig selv. Du har fortalt din bedstemor om det skete. Hun har sagt det videre til din far, som har sagt det til din farfar. Din farfars svar var, at det ikke var sådan ment. Til dette svar har jeg en kommentar. Han forsvarer sig med at sige, at det ikke var sådan ment. Han lyder til at bagatellisere det. Her har jeg lyst til at sige. Det er ikke i orden, at han har gjort det, når du siger: Det føltes bare så ubehageligt. Her er det vigtigste, at du lytter til dig selv og virkelig siger fra. Ved at han glatter ud, kan du måske få det sådan, at det er dig, der er noget galt med. Du skriver: Måske bilder jeg mig det ind.
Det lyder også til, at din mor er utydelig i dette her. Du tror, selvom du er lidt usikker på det, at hun så noget, der blev gjort mod dig. Og hun handlede ikke. Her kan jeg forestille mig, at du ønskede, at hun havde reageret imod det. Men hun gjorde det ikke.
At sætte ord på hemmeligheder
Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg tænker på, at du er startet på at gøre noget. Du har skrevet til brevkassen. Du har forsøgt at tale med din bedstemor. Endvidere gør du dig tanker. Du er startet på at sætte ord på noget, som du har holdt hemmeligt. At gøre det er en rigtig god og vigtig vej. Dette er starten på at få hjælp. Dette vil jeg gerne anerkende dig for. Godt gået. Dette kan være det første skridt.
Det næste skridt
Jeg kan i dit brev læse, at du er bange for, at dine forældre ikke tager dig seriøst, hvis du helt tydeligt, ligesom her, fortæller dem, at din farfar og fars onkel har overtrådt dine grænser. Men, jeg vil gerne stille dig spørgsmålet: Hvis du ved, at jeg helt bakker dig op i, at du fortæller det skete til din mor eller far, eller dem begge, kan du så finde modet til at forsøge det? Kun du kan svare. Eller er det muligt at, at du kontakter din bedstemor, eller en lærer eller en anden voksen, som du har tillid til?
Det er nemlig vigtigt, at du ikke stopper her. Der er helt tydeligt brug for, at du får hentet hjælp til det, du står i.
Du fortjener nemlig hjælp.
Velkommen til at skrive igen, hvis du får brug for det.
De allerbedste hilsner
Hanne Esmarch
