Kære Pige
Tak for dit spørgsmål. Du skriver, at du har en rigtig god veninde, som du tit bliver uvenner med. På nuværende tidspunkt er det blevet så slemt, at hun ønsker en pause, og det ønsker du ikke, så derfor vil du gerne have et godt råd.
Du kan ikke tvinge hende
Det første og vigtigste at sige om din venindes ønske er, at du ikke kan tvinge hende til at være sammen med dig. Jeg kan høre på det, du skriver, at hun betyder rigtig meget for dig, og derfor er det også meget naturligt, at du ikke ønsker en pause. Men, jeg tror alligevel du gør klogt i, at efterkomme hendes ønske og gå med til pausen. Sig til hende at du accepterer en pause, fordi du elsker hende af hele dit hjerte, men at du gerne vil, at I kan mødes om fx en uge og snakke om tingene. I den periode, hvor I holder pause, er det dog vigtigt, at I også holder pause, så der må du finde nogle andre kammerater at være sammen med i frikvartererne og på facebook – ellers kommer hun jo ikke til at mærke, at hun savner dig.
Snak tingene igennem
Når I mødes igen, tror jeg, det er vigtigt, at I får snakket tingene igennem.
Snak fx om følgende:
- Hvad var det lige der skete mellem jer, som gjorde, at hun ville holde pause?
- Fortæl hende hvad det er, du bliver ramt af (hendes sure og ligegyldige spørgsmål).
- Om der er noget, der gør hende sur eller ked af det.
- Snak om hvordan I kan få et godt venskab, hvor I ikke bliver uvenner.
Skriv et brev
Hvis hun ikke vil være med til at snakke med dig, kan nu i stedet skrive et brev til hende, hvor du fortæller hende:
- Hvad hun betyder for dig
- Hvad der gør dig ked af det
- Hvordan du godt kunne tænke dig at jeres venskab skal være.
- og håbe på at det vil få hende til at ønske et godt venskab med dig igen.
Du kan som sagt ikke tvinge hende til at være sammen med dig, men du kan gøre dit til, at jeres venskab bliver godt igen, og så må det være op til hende, om det skal lykkes.
Måske kan du have glæde af at læse artiklen: Gode venner
Venlig hilsen
Heidi Simonsen