Affære med min chef – er han også forelsket?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er kommet i den situation, at jeg er blevet forelsket i min chef. Han har en kæreste, men i næsten et år har vi haft en affære. Jeg ser ham hver dag, og vi flirter meget, og vi har det virkelig godt sammen. Han har sagt flere gange, at han vil slå op med sin kæreste, fordi de har det dårligt sammen.

Jeg er i tvivl om hans følelser for mig; jeg ved ikke, om det bare er sex fra hans side, eller hvad det er. Men jeg er virkelig blevet forelsket i ham.

Skal jeg fortælle ham, hvordan jeg har det, eller skal jeg lade være?

Kvinde, 26 år

SVAR:

Hej med dig

Det er godt, du skriver til os og får luftet dine tanker.

Dine følelser

Jeg kan tydeligt fornemme, at du er rigtig glad for din chef. Du skriver, I har haft en affære i et års tid. Når du flirter og har sex med ham, udskiller det hormoner (oxytocin) i hjernen, som skaber en tilknytning. Det føles som forelskelse. Derfor giver det god mening, at du har fået følelser for ham, og at du har lyst til at fortælle ham det og vil vide, hvordan han har det med dig.

Hverdagsagtigt forhold

Efter noget tid bliver de fleste forhold hverdagsagtige. For nogle betyder det en rar følelse af tryghed, mens andre begynder at kede sig. Måske ligesom din chef. Det lyder til, at han har savnet noget spænding i sit forhold. Den spænding får han nu sammen med dig. Og det er sikkert både dejligt og spændende for ham at ses med dig. Men du skriver, at du er i tvivl om, hvor du står i forhold til ham.

Kun sex og spænding?

Om jeres affære kun er sex og spænding kan være svært at sige, men hans interesse har du i hvert fald. Man kan sige, at du giver ham det fysiske samvær, som han vil have. Han får faktisk lidt af det hele lige nu: Både en fast kæreste og et spændende sidespring.

Men hvilke følelser sidder du tilbage med? Får du også, hvad du gerne vil? Hvor længe vil du vente på, at han slår op med kæresten? Vil du være hans sidespring for evigt? Hvor går din grænse? Måske kan du med fordel reflektere lidt over de spørgsmål. De bedste forudsætninger for at mærke, hvad du selv synes, kan kræve en forandring.

Måske et andet svar end forventet ...

Jeg har derfor nogle tanker til dig, som du måske helst vil være fri for at læse, men jeg deler dem alligevel:

Fordi din chef har en kæreste lige nu, vil mit råd til dig være at trække dig fra forholdet. Om ikke andet, så indtil eller hvis han slår op med sin kæreste. Det kan være en måde at vise respekt for både ham, hans kæreste og dig selv.

Ved at bakke ud af jeres flirt kan du sandsynligvis bedre mærke, hvad du egentlig synes om det hele og få tid til at se indad. Mærk efter, hvad din krop og din hjerne siger, når I ikke har sex. Savner du ham så? Kan du se en fremtid med ham? Var det ham, du blev forelsket i, eller var det jeres fysiske nærvær?

Samtidig kan han mærke, hvor han står. Hvis I derefter begge to gerne vil hinanden, kan det give et bedre udgangspunkt for at afprøve jeres forhold – uden hans kæreste inde i billedet. Og hvis han vælger dig fra, kan man måske sige, at han ikke rigtig fortjener dig.

Du kan læse mange flere tanker til andre i lignende situationer i de to svar her:
Forvirrende forhold til souschef, som jeg nu er gravid med
18 år og ses med mand, der har fast kæreste - er jeg forfærdelig?

Jeg håber, du finder et svar på, hvordan du vil gå videre herfra. Du er altid velkommen til at skrive til os igen!

De bedste tanker fra
Mai

Annoncer