19 år og ulykkeligt forelsket – hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva

Jeg er en 19-årig pige, som er meget forelsket i en fyr, jeg har gået i skole med, (vi går ikke på samme skole mere). Jeg mødte ham for ni måneder siden, og vi nåede ikke at mødes mere end et par gange, før vi blev uvenner og droppede kontakten. Siden har jeg gået og tænkt over ham næsten hver evig eneste dag og savnet ham ... Det føles som en hård mavepuster og giver mig kvalme.

Jeg føler mig så mærkelig og bebrejder mig selv rigtig meget for at have så mange følelser for ham. Jeg har jo kun været sammen med ham få gange! Jeg har mødt andre fyre siden og synes, de har været søde, men ingen kan sammenlignes med ham. Jeg har vanvittig svært ved at glemme ham, selvom vi er uvenner. Jeg ved ikke, om det er en god idé at fortælle ham, hvad jeg føler for ham efter så mange måneder uden kontakt?

Jeg er bange for, at han (ligesom jeg) synes, det er mærkeligt, at jeg har følelser for ham efter et par få møder, og bliver afskrækket fra mig. Jeg har ventet med at slette hans nummer, fordi jeg længe har haft denne her overvejelse med at fortælle ham det.

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Hilsen ulykkelig forelsket 19-årig

SVAR:

Kære ulykkelig forelsket 19-årig

Det er selvfølgelig lidt svært for mig at rådgive dig, når jeg ikke ved, hvad I blev uvenner over, men med dette in mente vil jeg alligevel forsøge at give et svar.

Du må kontakte ham

Når man har haft så kortvarig kontakt, som I har, er det ikke til at vide, om du husker rigtigt, eller om dine følelser spiller dig et puds, og du over tiden har fået sat ham op på en piedestal. For at få afklaret det, bliver du simpelthen nødt til at have kontakt med ham igen.

Så jeg vil råde dig til at genoptage kontakten. Ikke for at fortælle ham om dine følelser, men mere for at etablere et venskab. Når I forhåbentlig har haft mere kontakt, kan du begynde at mærke efter, om følelserne holder, eller om de damper af. Først herefter kan du finde ud af, om du skal fortælle ham om dine følelser eller ej.

Jeg håber, I bliver gode venner igen, og du finder ud af det.

Venlig hilsen
Anne

Annoncer