17 år og har aldrig haft en kæreste – hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg er en dreng på 17 år. Jeg ser godt ud, jeg er god i skolen, jeg har succes med mine fritidsinteresser, jeg har mange gode venner og veninder, men alligevel har jeg aldrig haft en kæreste.

Det er noget, der går mig rigtig meget på, og noget jeg går og irriterer mig over stort set hver dag. Jeg har været forholdsvis sent ude med at kigge efter piger og havde for lidt over et år siden noget kørende med en pige, jeg var meget forelsket i, som ganske enkelt ikke fungerede, fordi jeg traf nogle forkerte beslutninger, som jeg ikke var erfaren nok til at vide dengang.

Nu har jeg siden bruddet dengang gået og ledt efter den kærlighed, jeg følte dengang. Derfor er det gået fra at være en fantastisk ting at prøve at få en kæreste til at være noget, der virkelig går mig på, og dermed bliver det en negativ faktor i mit liv.

Jeg er klar over, at jeg er kræsen, når det kommer til piger, men selv når jeg møder en pige, der har alle de ting, jeg søger, mærker jeg ikke den forelskelse, som jeg gjorde dengang.

Derfor er jeg virkelig i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, det vil komme til at gå mig mere og mere på, jo ældre jeg bliver, og jeg bliver derfor nødt til at finde en løsning på problemet, da jeg kan mærke, at det begynder at gå ud over mange af de andre gode ting i mit liv.

Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ikke møder nok piger i mit liv, eller om jeg bare leder efter noget, der ikke findes.

Håber virkelig, I vil hjælpe mig med at løse problemet.

PS. Da jeg skrev dette, havde jeg ikke mødt den pige, som jeg har mødt nu. Jeg har mødt denne pige til teoriundervisning og senere i byen, og efter jeg har snakket med hende i byen, har jeg ikke kunnet få mine tanker væk fra hende og føler derfor, jeg har fundet en, jeg kunne blive forelsket i. Problemet er bare, at vi under teoriforløbet ikke har snakket med hinanden, og da jeg også er en meget genert dreng, har jeg svært ved bare pludselig at begynde at snakke med hende. Samtidig har jeg pludselig følelsen af frygt over, at det ikke skulle lykkedes, da jeg føler, det er en chance, jeg kun får meget sjældent, og det derfor kan gøre, at jeg ikke kan give hende det bedst mulige indtryk, selvom det er det, jeg gerne vil.

Jeg er rigtig bange for at ende i en depression, hvis det her ikke lykkes, for jeg føler, at jeg mister en vigtig tid i mit liv, når jeg ikke har en ungdomskæreste. Og jeg er bange for ikke at kunne tilgive mig selv, hvis det ikke lykkes.

På forhånd tak!

H, 17 år

SVAR:

Kære H!

Tak for din mail.

Du er rigtig god til skrive om, hvad det gør ved dig ikke at have en kæreste.

Fokuser på noget andet

Det første råd, jeg vil give dig, er at forsøge at gå op i noget andet. Ofte er det sådan, at alle omkring dig kan mærke, at det eneste, du tænker på, er at få en kæreste. Den attitude vil desværre meget nemt få alle piger til at løbe langt væk, da ingen er interesseret i en, som kun har det i hovedet: at få en kæreste. Du skriver, at du har fritidsinteresser, så noget tyder på, at du allerede har andet at gå op i. Men det er vigtigt, at du arbejder med at få det liv, som du ønsker og kan lide uden at have en kæreste.

Hvilket liv vil du gerne have?

Spørg dig selv, hvilket liv du ønsker. Vil du sidde og have ondt af dig selv, fordi du ikke har nogen kæreste? Eller vil du nyde dit liv uden kæreste? Det ender måske med i løbet af nogle måneder, at du går så meget op i de ting, du laver, at du tænker: “Nu har jeg slet ikke tid til en kæreste!” Så vil du udsende helt andre signaler. Det kunne fx være: “Jeg har et fantastisk liv lige nu, og jeg har slet ikke brug for en kæreste.” Når du sender det signal, vil du blive rigtig interessant for rigtig mange piger, fordi du har det godt med dig selv og dem, du er sammen med.

Udfordringen er, at du ikke kan spille denne rolle. Den bliver nødt til at være oprigtig, ærlig og komme indefra.

Et anderledes svar

Mit svar til dig er måske anderledes, end du havde tænkt, men jeg tror, det er din vej ud af den blindgyde, du er havnet i. Det er meget nemt at skrive, men jeg ved, at det vil kræve rigtig meget af dig at lave om på de vaner, du er kommet ind i.

Måske kan du hente lidt inspiration ved at læse artiklerne Den eneste ene og Slip angsten – giv nærheden en chance og svaret 17 år og meget genert – hvordan får jeg en kæreste?

Jeg håber rigtig meget, svaret kan hjælpe dig. Ellers må du endelig skrive igen.

Kærlig hilsen
Jens Ole

Annoncer