Kære anonyme 12-årige
Du er i en alder, hvor livet begynder at forandre sig, og nye følelser og oplevelser kommer i spil. Hvordan skal man håndtere alle disse følelser og kropsfornemmelser?
Jeg kan desværre ikke give dig en opskrift. Det handler om at øve sig i at skabe en god relation til et andet menneske.
Hvordan nærmer man sig et andet menneske?
Kan du bruge dine erfaringer fra, hvordan venskaber bygges op? Er det ikke noget med at vise interesse, gøre nogle ting sammen, invitere ud på en gåtur, vente på hinanden efter skole, og følges et stykke vej? Og hvis man mærker, at fornøjelsen ved at tilbringe tid sammen er gensidig, kan det øges. Men hvis man mærker, at det ikke svinger gensidigt, så kan man trække sig lidt igen. Uden at nogen er blevet voldsomt sårede.
At score – er en udfordring
Jeg har lyst til at udfordre score-ordet. Jeg ved godt, det bruges på DR-Ultra og i mange andre ungdomsprogrammer. Betyder det ”at score”, at nu har man en kæreste? Nu holder man i hånd. Nu har man vundet hinanden. Hvad sker der efter en scoring???
Problemet ved at bruge udtrykket ”score” er, at det minder om konkurrenceidræt. Hvad sker der efter en scoring i idræt? Så begynder man forfra og jagter en ny scoring. Som en pokal. Som et trofæ.
At vinde en god ven – er en større udfordring
I stedet for kun at satse på at score, har jeg lyst til at udfordre dig med noget meget sværere:
- Kan du bygge et drenge-pige venskab op?
- Kan du interessere dig for ham som menneske?
- Spørge til hans livshistorie, familie, interesser: Hvad gør ham glad, sur, initiativrig, ked af det?
- Kan du fortælle ham om dig selv?
- Vise dine stærke og svage sider?
- Kan du vise lyst til at lære ham at kende?
- Og give ham mulighed for at lære dig godt at kende?
Dette er en roligere måde at nærme sig et andet menneske på, end straks at tænke scoring/erobring. Men jeg er overbevist om, at det er en meget mere langsigtet investering, hvor du kan skabe dig venner for livet. Og hvor du også på sigt kan vinde ham som kæreste, hvis det er det, der efterhånden viser sig at blive målet for jer begge to.
Måske kan du også hente inspiration i artiklerne:
Kærestepotentiale… eller en god ven?
Slå koldt vand i blodet
Plusser ved at vente med at få en kæreste
12 år - hvordan scorer jeg en kæreste?
Pigevenner og drengevenner
Al mulig lykke til på din vej frem i livet.
Kærligst Margit