Kære Fortabte
Ikke gengældt kærlighed = ulykkelig kærlighed
Du underskriver dig som fortabt, det er ikke nogen rar oplevelse.
At være forelsket er dejligt, men når det ikke er gengældt, er det ulykkelig kærlighed, og det smerter og man kan føle sig fortabt.
Som jeg forstår dit brev, er du blevet forelsket i din bedste veninde, I har flirtet lidt, og det er stoppet pga. hendes afvisning. Du har boet hos hende i 3 mdr. ikke som kæreste, men måske fordi du har manglet et sted at bo, og nu skal du flytte hjem.
Du har aldrig før følt for en pige, som du gør nu og du ved, at hvis I ikke kan være kærester, så ophører jeres venskab.
Give hende ro til at finde ud af, hvad hun føler
Hun kan ikke blive klar over sine følelser for dig, og hun begrunder det i, at hun er stresset. Hun er måske stresset pga. arbejde eller studier, eller fordi hun aldrig er alene, hun er måske ikke vant til at dele lejlighed med nogen, det er gæt, jeg ved det ikke.
Men du må tage hendes ord for pålydende: hun kan ikke finde ud af det lige nu. Hun behøver fred og ro og tid til overblik, så hun kan finde klarhed over, hvad hun føler for dig.
Respekter hendes melding, hun kan ikke svare nu. Giv hende, det hun spørger efter; fred.
På den måde viser du hende din kærlighed.
Hvis jeres liv fortsætter sammen, vil I også fra tid til anden have behov for, at give den anden frihed på forskellig måde.
Tænk over, hvad din mavefornemmelse siger
Jeg bemærker, at du skriver: ”inde i mig selv siger det, jeg skal slutte kontakten til hende” Det har formodentligt gjort rigtig ondt at skrive det.
”Inde i dig selv” er vist det udtryk vi også kalder for ”mavefornemmelse”
Jeg vil udfordre dig på at tænker over den udtalelse:
- hvordan kommer du til den konklusion??
- giver det dig indre ro, at tænke sådan? - inden fortvivlelsen tager over???
Kærlighed er en gave, som du ikke selv kan tage, den kan kun gives til dig fra den anden.
Lad initiativet være hendes
Når du er flyttet i dit eget, vil jeg anbefale dig, at lade hende være den, der tager kontakten til dig,
Put mobilen i lommen, selvom du har lyst til at sende en sms.
Dyrk motion, vær sammen med dine venner, læs bøger eller hvad der ellers interesserer dig. Mød andre venner.
Enten fortsætter I som kærester, ellers ophører jeres venskab, skriver du, naturligvis føler du dig valgt fra, hvis det bliver resultatet. Så måske står du også med tabet af en god veninde og sorgen over det. Det kan også være, at I over tid kan blive venner igen.
Læs mere på AdamogEva.dk
Du kan læse meget mere her i brevkassen om ulykkelig kærlighed fx under temaet Kærestesorg. Det fortæller, at du ikke er den eneste i verden, som oplever det. Ikke at det hjælper dig, men du er ikke alene om den smertefulde oplevelse.
Du spørger, hvad du skal gøre, jeg håber mine input har åbnet en dør på klem, så du kan handle. Du er meget velkommen til at skrive igen.
Jeg ønsker dig et godt og lykkeligt liv
Med venlig hilsen
Birgit Rahbek