Kære Nørden
Tak for dit spørgsmål. Jeg er helt sikker på, at du ikke er den eneste dreng/mand i denne verden, der har følt, at din penis er for lille og ønsket den større. Jeg ved, at drenge og piger diskuterer størrelse på penis, og at det er et emne, som fylder meget, når man er ung. Du skriver selv, at du sammenligner dig med andre, og at du har søgt på nettet om størrelsen af penis. Desuden skriver du, at du har hørt, at den pige, du kan lide, interesserer sig for størrelsen.
At størrelsen på penis skulle betyde noget for et godt sexliv er en myte!
Det er ikke mærkeligt at du og andre har fået denne opfattelse, at penis skal være stor og fyldig, for pornofilm spiller på denne myte; medicinindustrien med piller, penispumper og fedt-indsprøjtnings-kirurgi prøver på at tjene penge på at fortælle drenge/mænd, at de ikke kan gøre en kvinde tilfreds med en lille penis.
Faktisk er det lidt underligt, at denne myte har fået den magt, den har. For der er ingen, der bekymrer sig om skedens størrelse. Jeg vil her give dig en god grund til, at størrelsen på din penis ikke har betydning for din seksuelle præstation.
Kvalitet betyder mere end kvantitet
Alle penisser har grundlæggende den samme størrelse – ca. 15 cm i rejst tilstand – og det er sjældent, den er større end det. Dog er det kun de første 6-8 cm af skeden, som bliver stimuleret ved samleje, så din penis er ikke for lille, men stor nok. Men sex er meget mere end samleje, og her handler det mere om dybden af intimitet i forholdet til hende, du er sammen med.
Jeg har fundet to artikler til dig, som jeg vil anbefale dig at læse. Den ene handler om, hvad sex og intimitet også indeholder udover selve samlejet. Den anden er en artikel om at vente med sex. Jeg tænker, den kan være med til at give dig nogle gode overvejelser, inden du tager hul på et sexliv. For valget er dit og ingen andens, derfor synes jeg, det er vigtigt, at du begynder at tænke på, hvad du vil og ønsker i dit liv.
Sex og følelser
Værd at vente på
Hvilket forhold vil du have?
Jeg bliver lidt bekymret, når jeg læser, at den eneste grund til, at dig og denne pige ikke er sammen, er, at du er lidt kraftig, og at din penis er lille. Jeg synes, du skal overveje, hvilket forhold, I ville få, hvis I fandt sammen. Jeg kunne godt frygte, at det blev et forhold, hvor I hver især skal præstere og leve op til krav, som ikke har noget af gøre med virkeligheden.
Hvis I vælger at indlede et seksuelt forhold, og din kæreste har disse forventninger, som du tror, hun har, vil dine præstationer være i fokus hele tiden. Det vil hurtigt blive et overfladisk forhold, hvor frygt og frustrationer vil fylde mere end gensidig respekt og ubetinget kærlighed. I et forhold, hvor kærlighed, venskab og intimitet er byggestenene, vil du opleve tryghed og accept af den du er. Det kan du læse mere om i vores artikel Den eneste ene.
Kan penis vokse?
Du spørger til sidst, om der er noget, du kan gøre, for at din penis kan vokse. Jeg kan kun anbefale, at du flytter fokus, for som jeg har været inde på, er størrelsen ikke problemet. Fokuser mere på, hvad du vil med dit liv og at lære at elske dig selv, som den du er. På den måde kan du opnå at få et forhold fyldt med kærlighed, og du vil opleve, at det ikke er størrelsen af din penis men størrelsen af dit hjerte, pigen vil gå op i. Læs mere her:
Hvad er jeg værd?
Kan jeg gøre min lille penis større?
Jeg håber, det gav svar på dit spørgsmål og tanker til videre overvejelser – ellers er du velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
Hannah Søvndal