Puberteten

Hej 

Jeg er 12 år og jeg går i 6. klasse. Og jeg er den eneste dreng i klassen, der har fået en større penis. Min penis er 22 cm lang, når den er stiv, og jeg synes, det er pinligt, når vi skal i bad efter idræt, når jeg er den eneste, der har en stor penis. Jeg vil bare gerne vide om der er noget galt med mig det gør mig meget nervøs.

SVAR:

Hej 12-årige dreng

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan høre, du er nysgerrig på din krops udvikling i puberteten, og det er super godt! Det er helt naturligt at blive usikker på sig selv, når man føler, at man ikke ligner de andre. 

Det lyder som om du er helt normal. Jeg vil fortælle dig lidt om pubertet og penisstørrelser. 

 

MANGE FORANDRINGER

Puberteten er en spændende tid. Kroppen forandrer sig på mange måder, og man skal gå fra at have en mere spinkel drengekrop til en større og mere muskuløs mandekrop. Puberteten starter for de fleste drenges vedkommende i 12-13 års alderen. 

De første tegn på puberteten er, at testiklerne begynder at vokse. Næsten samtidig begynder penis også at vokse. Der begynder så småt at komme hårvækst i skridtet og under armene. Ens sved begynder også at lugte mere. Cirka midt i puberteten begynder man at vokse meget hurtigt. Det kalder man for “vækstspurten”. Man vokser ikke kun i højden, men næsten alle dele af kroppen vokser. Når struben og stemmelæberne vokser, ændrer stemmen sig og bliver mere dyb – den går i overgang. 

 

STOR VARIATION

Som nævnt, starter puberteten for de fleste drenges vedkommende i 12-13 års alderen, men for nogle starter den senere end det (op til 17-års alderen). Selvom man kommer lidt sent i gang med puberteten, gennemfører langt de fleste en normal pubertet med alle de forandringer (og mere til) som jeg har nævnt ovenfor. 

Ligesom der er stor forskel på hvornår puberteten går i gang, er der også stor forskel på størrelsen af en færdigudviklet voksen penis. 95% af alle mænd har en penis der i slap tilstand måler 6,5 til 11,5 cm (gennemsnitligt 9,16 cm) og i stiv tilstand mellem 10,5 og 15,0 cm (gennemsnitligt 13,12 cm). 

Så du har set rigtigt, når du bemærker, at din penis er større end de flestes. Det er kun få procent (nok ca 6%), som har en penislængde på >21 cm i erigeret/stiv tilstand. Du ligger altså I den øvre ende i normalområdet, men det betyder ikke at det er unormalt - eller at der er noget galt med dig. 

Der er dog et stykke op til verdensrekorden. Den har amerikaneren Jonah Falcon. Hans penis er blevet målt til 24 centimeter i slap tilstand, 34 centimeter i erigeret tilstand og 20 centimeter i omkreds.

I takt med at du og dine klassekammerater bliver ældre og mere færdigudviklede unge mænd, vil I helt naturligt have forskellig størrelse penis. Ligesom nogle bliver over 2 meter høje og andre får en meget dybere stemme end andre. Sådan udvikler mennesker sig forskelligt, og ikke alle vil have en størrelse lige ved gennemsnittet. 

Din udvikling er delvis arvelig. Du kan evt. spørge din far, hvordan hans udvikling var. Det kan måske give dig et hint om din egen.

 

EN USIKKER TID

Når man er midt i puberteten i din alder, er det meget almindeligt at være usikker på sig selv og sin krop. Der sker så mange processer og forandringer i kroppen og hjernen, at det kan være svært at følge med. Man spejler sig også i sine venner. Det er ofte svært at være den første eller sidste blandt vennerne til at gennemgå en forandring. 

 

NYSGERRIGHED ER GODT!

Bliv endelig ved med at være nysgerrig på din krop. Du kan evt. snakke med eller spørge dine kammerater, en lærer, dine forældre eller andre, du har tillid til. Du er også velkommen til at skrive til os igen.

Du kan læse mere om puberteten de her to steder:

Sundhed.dk

Vores tema Pubertet – mest for drenge, fx artiklen Drengens kønsorganer.

 

Mvh Morten

 

Annoncer