Kære M-L.
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at det er svært at få beskeden om at have PCOS og de bekymringer det kan give. Jeg håber dette svar vil give dig lidt ro.
PCOS = polycystisk ovariesyndrom.
Jeg går ud fra, at din egen læge har forklaret dig, hvad det vil sige, at have PCOS. Det er en meget hyppig sygdom, ca 5-10% af fertile kvinder, og der er gode behandlingsmuligheder til de udfordringer det kan give med f.eks. uregelmæssig menstruation, uønsket hårvækst mm..
Fertilitetsproblemer
Det er også korrekt, at det kan give udfordringer ift. at blive gravid. Det skyldes de uregelmæssige menstruationer og ofte manglende ægløsninger.
Der er dog også mange kvinder med PCOS i lettere grad der har ægløsning og dermed kan blive gravide naturligt.
For dem, der ikke kan blive gravide, er der rigtig gode muligheder for fertilitetshjælp, så det for langt de fleste med PCOS i dag er muligt at få børn, hvis de ønsker det.
Hvad kan du selv gøre ved PCOS?
Hvis man er overvægtig og har PCOS, ved man, at vægttab og motion hjælper på hormon balancen og at en del derved får ægløsning igen og kan blive gravide.
Derudover kan man se det som en fordel, at vide at man måske vil få brug for hjælp til at blive gravid. Det betyder at man måske tidligere i livet, når livsomstændighederne er til det, vil forsøge at få børn og samtidig søge hjælp tidligere hvis det ikke lykkes.
I virkeligheden ved vi jo ikke meget om vores fertilitet, inden vi forsøger at få børn, og der kan være mange andre årsager til, at det kan være svært. Men med den viden du har, kan du reagere på det.
Slip bekymringen om fremtiden
Når det ovenstående er sagt, så vil jeg virkelig opfordre dig til at slippe bekymringen om fremtidens mulige problemer.
Du er 16 år, og der går formentlig mange år før det bliver relevant for dig at tænke på børn. Der kan nå at ske mange ting inden da. Dine menstruationer kan blive mere regelmæssige eller der kan nå at komme nye behandlingsmuligheder for PCOS.
Bekymringen hjælper dig ikke, så jeg vil anbefale dig at lade det ligge.
Hvis det er svært, kan det måske hjælpe dig at snakke med nogen om bekymringen. Måske din mor, veninder eller andre?
Hvis du er troende, kan du bede til Gud og lade ansvaret ligge hos ham og stole på, at han har gode fremtidsplaner for dig.
Jeg håber, du kunne bruge dette svar.
Pas godt på din krop og søg evt. hjælp for de gener PCOS giver dig. Og husk at der er gode chancer for at kunne blive gravid med PCOS f.eks. med fertilitetshjælp.
Du kan evt. læse mere her:
www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/kvindesygdomme/sygdomme/svulster-og-cyster/polycystisk-ovariesyndrom/
adamogeva.dk/artikel/info-om-p-piller
Venlig hilsen Signe Knudsen