Kære S
Jeg kan forstå, at din kæreste gennem fire år har fået påvist klamydia, men at du ikke har. Du forklarer om jeres seksuelle forhold og spørger afsluttende, om det kan konkluderes, din kæreste har været dig utro.
Jeg har delt mit svar op i tre dele. Første del om klamydia generelt, anden del om din aktuelle situation og til sidst et kort afsnit om utroskab og forhold.
Klamydia generelt
Klamydia er en bakterie, der overføres ved direkte seksuel kontakt. Man kan kun beskytte sig mod klamydia ved brug af kondom. Kun ca. 50 % får symptomer på klamydiainfektion, og de opstår typisk inden for tre uger fra smitte. 50 % får altså ingen symptomer på trods af, at de har klamydia. Man kan potentielt gå med bakterien i lang tid, uden den giver problemer. Symptomerne kan godt opstå senere, men det tyder på, at kroppen selv slipper af med klamydia inden for et par år, selv hvis den ikke behandles med antibiotika, som ellers anbefales.
Man kan altså kun vide med sikkerhed, at man ikke har klamydia, hvis man aldrig har haft ubeskyttet sex, eller man er blevet testet negativ.
Mærkeligt nok viser undersøgelser, at kun tre ud af fire faste partnere til klamydiapositive selv er positive.
Din situation
Du skriver ikke noget om, hvorfor I har ladet jer teste. Hvis din kæreste har nyopståede symptomer, er det mest sandsynlige, at han er smittet for nylig. Men på baggrund af det, jeg forklarer ovenfor, kan det ikke siges med sikkerhed. Klamydia kan gemme sig i flere år, og faste partnere får ofte en negativ test.
Utroskab og forhold
Sex er det mest intime, to mennesker kan dele. For at beskytte den intimitet, udfoldes sex bedst i et gensidigt forpligtende forhold – en relation, hvor man har klare rammer og har lovet hinanden troskab og kærlighed. Alligevel sker det, at man sårer eller svigter sin partner, og tilgivelse er der også behov for, når der udtrykkes anger og gives nye løfter.
Lige nu har du en kraftig mistanke om, at din kæreste har været dig utro. Jeg tænker, det er meget vigtigt at få talt ud med din kæreste. Hvis I fortsat skal have et godt forhold, skal I kunne snakke om alt og have klare rammer for forholdet, så I begge kan være trygge i jeres relation og har klare forventninger til hinanden.
Konklusion
Klamydia er en seksuelt overført sygdom, som smitter ved direkte kontakt. Symptomer opstår typisk tre uger efter smitte, men mange får aldrig symptomer, og man kan gå med sygdommen i årevis.
Mest sandsynligt er din kæreste smittet for nylig, hvis han har nyopståede symptomer, men det kan ikke siges med sikkerhed.
Min anbefaling er helt klart at gå i dialog med din kæreste og få snakket ud om tingene.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Hvis du har flere spørgsmål eller kommentarer, må du endelig skrive igen.
Mvh Jonas