Kære pige
Tak for dit spørgsmål. Måske har du allerede fået din menstruation og alt er faldet på plads hos dig. Hvis du ikke har fået din menstruation endnu, skal du tage en graviditetstest. Ellers må du vente til sidst på måneden og tage en ny test, hvis din menstruation ikke er kommet endnu. Du kan læse mere om graviditetstest her: Menstruationen udebliver – mulige årsager.
Fortrydelsespillen kan have bivirkninger
Når et kondom springer, er det rigtigt, at man kan anvende en fortrydelsespille indenfor de første 12 timer (op til 72 timer dog med mindre effekt), og at den så i de fleste tilfælde kan forhindre en graviditet.
Der er nogle bivirkninger ved pillen som kvalme og forstyrrelser i menstruationscyklus, som du også har oplevet. Man regner med at noget af fortrydelsespillens virkning er at forhindre en ægløsning. Derfor kan jeg ikke svare på, om du har haft din ægløsning på den forventede dag. Ellers virker pillen ved at hindre et eventuelt befrugtet æg i at sætte sig fast i livmoderen.
Fortrydelsespillen er en nødprævention, som kan anvendes, når anden prævention svigter. Den er forbundet med etiske dilemmaer, da man risikerer at afstøde et befrugtet æg.
Gravid
Jeg kan desværre ikke svare på, om du er blevet gravid. Det må du vente og lade tiden vise. Men kvalmen kan altså være bivirkning til fortrydelsespillen, og din ægløsning kan være påvirket af fortrydelsespillen.
Sex og tryghed
Det er ikke muligt at beskytte sig 100 % mod graviditet. Der er altid en lille mulighed. Derfor bør du overveje, hvad du og din kæreste ønsker for jeres forhold. Du er kun 15 år, og det er tidligt at gå med bekymringer om graviditet og børn.
Derudover er sex også at dele intimitet med et andet menneske – det er langt fra kun din krop, du deler med ham. Når man har sex, gør man sig virkelig sårbar over for det andet menneske. Så derfor får du hermed en opfordring til at overveje, om I er helt klar til at satse så stærkt på hinanden.
Hvis I fortsat ønsker at have sex, kan det være en god ide at anvende anden prævention som for eksempel p-piller sammen med kondom. Kondom er dog det eneste, der beskytter mod kønssygdomme.
Læs også svaret til en pige i lignende situation:
Fortrydelsespille og sprunget kondom – kan jeg være gravid?
Kærlig hilsen
Signe