Klitoris er blevet ufølsom – hvad kan jeg gøre?

Vis spørgsmål

Kære brevkasse

Jeg har mødt en rigtig dejlig mand. Vi har efterhånden været sammen i et stykke tid, men vi har ikke haft et rigtigt samleje endnu, fordi vi har et problem. Eller det vil faktisk sige, at det er mig, der har et problem.

Efter vi har været sammen i et stykke tid, er min klitoris simpelthen blevet følelsesløs, hvis man kan sige det, som så også hænger sammen med, at jeg ikke kan blive rigtig våd. Så det store spørgsmål er, hvordan man kan få følelsen tilbage? Det har ikke tidligere været et problem på nogen måder og påvirker derfor også vores samliv meget.

Jeg håber, I kan hjælpe med et svar og måske en forklaring på en eller anden måde!

Hilsen J, 20 år

SVAR:

Kære J

Tillykke med, at du har fundet kærligheden! Da han er en rigtig dejlig mand, håber jeg, at han bakker dig op i denne vanskelige situation, for jeg er ikke tilhænger af, at problemer i sexlivet kun tilskrives den ene person. At have et seksuelt forhold er for to mennesker, og evt. udfordringer kan ikke “tørres af” på den ene. Det må løses i fællesskab.

Ikke et fysisk problem

Jeg tvivler meget på, at din manglende følelse i klitoris skyldes et fysisk problem. Den har fungeret helt normalt, og nu opfører den sig bare anderledes. Kun ved store skader på underlivet/bækkenet fx i forbindelse med trafikuheld, vold eller i meget sjældne tilfælde i forbindelse med en fødsel, kan man – så vidt jeg ved – pådrage sig en fysisk skade på klitoris. Med andre ord er den lige, som den skal være, og jeg har stor tiltro til, at du igen vil kunne blive tændt seksuelt.

Når man oplever manglende sexlyst, hænger det næsten altid sammen med noget, der sker på et psykisk plan. Jeg har ingen mulighed for at gætte, hvad der kan være tale om i dit tilfælde, men jeg kan nævne et par almindelige forklaringer, som du måske kan arbejde videre med.

Oxytocin overfor stresshormoner

Når man bliver seksuelt opstemt og får orgasme, skyldes det høj grad hormonet oxytocin. Det udskilles i rimeligt store mængder i forbindelse med sex, men udskilles faktisk også i en række andre situationer, fx når man føler sig tryg og elsket, ved behagelig fysisk berøring og hud mod hud kontakt. Derfor kaldes det også kærlighedshormonet. Når det udskilles, virker det afstressende, og det bevirker, at man får en dybere relation til det menneske, man er sammen med. Der dannes simpelthen en ny forbindelse i din hukommelse, der siger: “Ham her hører jeg sammen med!”

Oxytocins modstander nr. 1 er stresshormoner, for de blokerer oxytocinens virkning. Det kan altså være helt umuligt at blive seksuelt opstemt, hvis man har et højt niveau af stresshormoner i kroppen.
Stresshormonerne udskilles, når der er fare på færde, og mennesket har tre instinktive reaktioner på fare: 1: kæmp. 2: flygt. 3:spil død. Alle tre kan være udmærkede reaktioner, for hvis man virkelig var i livsfare, ville det forbedre overlevelseschancerne.

Oplevelse af fare

I en nutidig dagligdag er vi heldigvis sjældent i livsfare, men derfor kan vi stadig sagtens føle os truet af noget. Faktisk af ganske mange ting. Det kan være andres og ens eget forventningspres i forbindelse med skole, relationer, arbejde, udseende og præstationer af alle slags. Det kan være frygt, svigt og bekymring, og når det handler om sex, kan dårlige seksuelle oplevelser og seksuelle overgreb gøre, at hjernen har lært at forbinde seksuel stimulation med fare. Sex er farligt, siger den, og derfor spiller kroppen død. For nogle bliver skærmen simpelthen blank. Man føler ingenting, tænker ingenting og man kan miste følesansen i forskellige dele af kroppen uden at vide hvorfor. Det er muligvis det, der sker for dig, når du beskriver, at klitoris er følelsesløs. At en eller anden frygt eller dårlig erfaring – seksuel eller ikke-seksuel – påvirker dig ubevidst.

Sex kan både hele og såre

Når man deler sex, er man i en sårbar situation. Man er nøgne sammen, måske lidt sky, og man giver et andet menneske tilladelse til at komme meget tæt på. Det indebærer et kæmpe potentiale, for når man lader paraderne falde, får et andet menneske mulighed for at lære dig rigtig godt at kende. Det menneske får lov til at se dine bedste og værste sider, og man kan få en meget dyb relation (hjulpet godt på vej af oxytocin, der jo skaber tilknytning).

Modsat kan tilliden misbruges på et hav af måder. Han kan tale dårligt om én, lægge nøgenbilleder på nettet, være utro – eller bare slå op. Mange oplever også, at tidligere forhold fylder længe efter, de er slut – fordi man har dannet en relation til det menneske på et biologisk plan. Selv om man er blevet enige om at skilles, har man stadig en forbundethed, der er mere eller mindre ubevidst.

Kan din reaktion skyldes, at din krop ubevidst skærmer dig mod at blive såret? Er du klar til at give dig hen til din kæreste med de risici, det indebærer? Eller har jeres forhold og gensidige tillid brug for at vokse, inden I deler det mest intime, der findes?

Sex i et forpligtet forhold

Det kristne syn – som vi har på AdamogEva.dk – på sex er, at det hører til i et ægteskab, fordi det er så omfattende og følsom en ting, at det kun kan rummes i et forhold, hvor man har forpligtet sig til hinanden. Man blotter sig og gør sig sårbare – og sårer jævnligt hinanden – men fordi man hører sammen og har lovet at arbejde med problemerne og tilgive hinanden, kan det udvikle sig til noget virkelig smukt og dybt tilfredsstillende. Og desuden også rumme de evt. børn, der kan komme ud af at dele sex.

Jeg håber, du bliver klogere på, hvad der er på spil i dit tilfælde. Hvis du på en eller anden måde har fået oprettet “sex er forbundet med fare”-forbindelsen i hjernen, så er vejen frem at danne nye forbindelser i hjernen. En hel masse gode og trygge oplevelser kan med tiden vinde over de instinktive reaktioner. En begyndelse kan være bare at være nøgne sammen uden forventning om sex. Deraf kan sexlysten måske vokse frem. I hvert fald bliver man ikke våd af forventningspres.

Personligt ville jeg kun byde mig selv at tage på den rejse med én, der har lovet at elske mig og forpligtet sig til mig, for som vi har set lidt på, er sex ikke bare en fysisk handling. Det er noget, der griber ind i vores bevidsthed og følelsesliv. Det er en gave, man giver sin partner, og man kan let blive såret.

Mange hilsner
Amalie

PS: Der er også et par fysiske grunde til, at man kan opleve ændret sexlyst:

  • P-piller eller andre former for hormonelt baseret prævention kan nedsætte sexlysten. Er du for nylig begyndt at bruge en ny form for prævention?
  • Hyppig brug af vibrator kan nedsætte følsomheden i klitoris. Hvis man skal genvinde følsomheden, må man lægge vibratoren på hylden en periode.
Annoncer