Kære L
Hvor er jeg glad for, at du skriver. Det er nogle meget vigtige og centrale spørgsmål, du stiller, synes jeg. Sexlivet med den, man har valgt at dele livet og sig selv med, er ikke altid nemt. Der er mange udfordringer, og jeg tror egentlig altid, der vil være udfordringer, men de forandres alt efter, hvor I er henne i livet.
Skab tryghed
I er to forskellige mennesker med forskellige behov. Det er vigtigt at lære at respektere det. Samtidig tror jeg også, det er vigtigt at sætte sig ind i nogle generelle ting for, hvad en kvinde kan lide, og hvad en mand kan lide. Vigtigst af alt er at skabe tryghed. Tryghed skabes ved at finde de rigtige rammer, bruge tid på forspil og gensidigt fortælle hinanden naturlige ting som: Hvor er du smuk, du dufter godt, jeg elsker dig, jeg kan godt lide at kysse dig, det er du så god til, jeg elsker at flette fingre med dig op og ned af gågaden, jeg kan godt lide at røre ved dig osv. Skabes der tryghed, er det også nemmere at sige fra, når noget ikke er rart eller bede om mere af det, der føles godt. I udgangspunktet ønsker begge parter jo det bedste for den anden.
Forspil
Forspil er ofte vigtigt for kvinden, og jeg kan kun understrege, at det er godt at få sat ord på det overfor din mand. Fortæl ham, at han er god til at tilfredsstille dig, og at du gerne vil have mere. At du godt kunne tænke dig at komme. Måske kunne I aftale, at næste gang I skal have sex, er det udelukkende for at eksperimentere med at få dig til at få orgasme. Husk på, at hvis ikke det lykkes første gang, lykkes det måske næste gang.
Kønshårerne stikker
Jeg antager, at du barberer dig i skridtet, siden din mand synes, at det stikker. Jeg tænker, I kunne snakke om, hvad der kunne mindske det. Mulighederne kunne være enten at være helt nybarberet, før I har sex, eller også kunne du lade hårene gro ud igen, enten over det hele eller bare området tættest på skedeåbningen og klitoris. Hårene kan selvfølgelig godt kildre i din mands næse, men de stikker ikke på samme måde, som hvis du barberer dig. Prøv jer frem.
Tal om sex
Det er vigtigt at tale sammen om sex, også når der ikke nødvendigvis er samleje på dagsordnen efterfølgende. Prøv at sætte 20 minutter af til at snakke om fantasier, drømme og ønsker for jeres sexsuelle samliv. Lyt til hinanden.
Vis ham evt. dit spørgsmål og mit svar. Der er også en artikel her, som jeg tænker kunne være rigtig god for jer at læse sammen. Her tænker jeg specielt på de afsnit, der omhandler, hvad mænd og kvinder godt kan lide: Sex den første tid - i praksis. Læs også artiklen Vejen til god sex.
Find en fælles vej frem
Om din mand er doven, ved jeg ikke noget om. Jeg tror, måske du synes det lige nu, fordi du er frustreret. Derfor håber jeg også, du gør noget ved din frustration og får sat dig ned sammen med ham og få snakket om tingene. Måske har han nogle drømme og fantasier, som han ikke har fortalt om, som han godt kunne tænke sig at prøve. Sex er godt og sundt og en helt masse andet, men det behøver ikke at foregå hver dag eller flere gange i ugen. Prøv måske at finde et kompromis, som I begge synes er OK, og fokusér på kvaliteten af samværet og nærværet frem for, hvor mange gange, det sker.
Held og lykke med at udforske jeres sexliv. Nyd det og elsk hinanden.
Med kærlig hilsen
Vivian