Kære M
Stort tillykke med graviditeten! Hvor er det dejligt, at det endelig er lykkes for dig at blive gravid, og at alt ser ud til at være, som det skal med den lille. Midt i glæden over at være blevet gravid, hører jeg også, at din angst for at miste er stor.
Mange frygter for at miste
Jeg oplever frygten for at miste i begyndelsen af graviditeten er tilstede hos mere eller mindre alle gravide, men særligt hos jer, som har kæmpet en lang og sej kamp for at være kommet dertil, hvor I er. Det er naturligt at være bange for at miste noget, man har kæmpet for, ønsket og længtes efter gennem lang tid. Desværre kan frygten nogle gange komme til at overskygge glæden - og det er synd. Derfor synes jeg også, du fortjener et skulderklap for at sætte ord på dine bekymringer og få hjælp til at sortere i dem.
Spontan abort
Du spørger, om du altid vil kunne mærke en spontan abort. En spontan abort er kroppens måde at udstøde en graviditet, hvor fosteret er gået til grunde. Der vil komme blødning og oftest en del smerter. Så ja, du vil altid opdage en spontan abort.
En missed abortion kan du derimod godt bære på uden at opdage det. Her er der ligeledes tale om et foster, der er gået til, men hvor kroppen ikke selv har opdaget det og udstødt graviditetsvævet. I det tilfælde vil det være nødvendigt med enten en medicinsk abort eller en udskrabning af livmoderen.
Graviditetstegn
Du skriver, at du mærker øget træthed og ømme bryster samt svingende madlyst, men ellers ingen symptomer på graviditeten. Det er meget forskelligt, hvor mange symptomer man får som gravid. Det er ligeså normalt ikke at have kvalme og kaste op, som det er at have det. Mange gravide oplever slet ingen forandringer de første mange uger af graviditeten. Det behøver slet ikke være et dårligt tegn.
Med hensyn til din øgede madlyst og efterfølgende kvalme vil jeg opfordre dig til at spise små men hyppige måltider for at holde dit blodsukker stabilt. Det lyder til, at du kommer til at overspise og derfor får kvalme og bliver utilpas. Barnet tager ikke skade, men jeg tænker ikke, det er godt for dig. Du skal ikke være bange for at skade barnet eller abortere, hvis du kommer til at kaste op. Tænk på de gravide, der kaster op mange gange om dagen i starten af deres graviditet; de får ligeså sunde og raske børn som de, der ikke oplever kvalme på noget tidspunkt i graviditeten.
Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål, ellers er du velkommen til at skrive igen.
Jeg ønsker dig en glædelig og forventningsfuld graviditet og håber, dine bekymringer må blive mindre i takt med, at graviditeten skrider frem. Hvis du oplever, at bekymringerne bliver svære at styre, kan det være en god ide at søge hjælp hos din læge eller jordemoder – de har helt sikkert mødt og talt med mange i din situation.
De bedste hilsner
Louise