Kan jeg få hende tilbage?

Vis spørgsmål

Hej håber, I kan hjælpe mig med noget, jeg har tænkt over.  

For første gang i mit liv har jeg været forelsket i en pige. Jeg har altid troet, jeg var koldhjertet og tænkt over, hvorfor jeg aldrig er blevet forelsket, men pigen har taget mit hjerte, og jeg har ikke kunnet få hende ud af mit hoved. Jeg skulle forloves med hende, og min søskende kendte til hende. De snakkede sammen, og hun sagde, hun vil gerne forloves, men så kontaktede alle mulige hende og sagde dårlige ting til hende om mig, og at jeg ville være hende utro. Stadigvæk hjalp hun mig og forsvarede mig.

Men det var ikke det samme længere; hun blev kold, og jeg blev træt, da jeg stadig var en lille dreng, som ikke er vant til forhold, så jeg skrev med en anden pige for kedsomhedens skyld. Jeg var dum og fortrød det inderligt. Men lige pludselig ville hun droppe kontakten og slettede mig på alle medier og fik nyt telefonnummer.

Mine venner siger, jeg ikke skal bruge tid og kræfter på hende; hun er ikke det værd, når hun gør, som hun gør. Men jeg ved jo ikke, hvordan hun tænker, eller om hun har fundet en ny. Så mit spørgsmål er: Hvordan får jeg hende tilbage, og kan jeg overhovedet få hende tilbage?

A, 18 år

(forkortet af red.)

SVAR:

Hej A

Tusind tak for dit brev og din tillid til os. Jeg håber du kan bruge mit svar, og at du forhåbentlig bliver mere afklaret med din situation.

Forelskelse – både spændende og forvirrende

At være forelsket er både en spændende, men også forvirrende tilstand at være i, hvilket dine handlinger afspejler rigtig godt. Det er svært altid at vide, hvordan man håndterer en situation på en korrekt måde, og om ens hensigt også bliver opfattet sådan af den anden – specielt hvis man er af forskellig køn. Det virker til, at den pige du er forelsket i, er blevet rigtig såret af de ting, du har gjort, sagt og den måde, du har reageret på i forskellige situationer, hvilket er forståeligt. Selvom din hensigt var en anden, har hun højst sandsynligt følt sig afvist, uelsket og svigtet af dig. Det har resulteret i, at hun har haft et ønske og behov om at bryde kontakten med dig fuldstændig.

Det er en meget normal reaktion, både drenge og piger har, når vi føler os svigtet på forskellige måder. Hun har haft behov for ikke konstant at blive mindet om de ting, du har gjort og sagt, og det sker lettest, hvis hun ikke konstant får beskeder fra dig, ser dig e.l. Hendes reaktion er i virkeligheden også en indikation af, at hun har været rigtig glad for dig og måske endda forelsket i dig.

Respekter hende og hendes valg

Om du kan få hende tilbage eller ej er selvfølgelig rigtig svært at sige, da det helt afhænger af, hvad hun føler for dig. Du kan naturligvis forsøge, men det er vigtigt for mig at påpege, at du bliver nødt til at respektere hendes valg og hendes følelser uanset, om resultatet ikke er, som du ønsker.

Når hun har været udsat for sådan en situation, er hun sandsynligvis bange for, at det samme sker igen: at du er utro igen, ikke kæmper for hende osv. Det at have haft utroskab tæt ind på kroppen er aldrig sjovt, og du har på mange måder ødelagt den tillid, der var imellem jer. Og specielt den tillid du beskriver hun havde til dig, hvor hun forsvarede dig og hjalp dig. Hvis du forsøger at få hende tilbage, er det vigtigt, du tager ansvar for dine tidligere handlinger og bekræfter hende i, at du virkelig vil hende, og at hun ikke en dag står i samme situation som nu.

Tillid skal opbygges

Samtidig skal du acceptere, at det kræver noget tid, før hun fuldt ud tør stole på dig igen. Det kan være rigtig hårdt for dig, men det er en nødvendig proces, du og hun skal igennem. Det betyder ikke, at – hvis I igen bliver kærester – du aldrig må hygge dig uden hende, eller at hun altid skal vide, hvor du er. Men det er naturligt, at hun i starten er nervøs for, hvad du går og laver. Langsomt kan man opbygge et tillidsforhold igen, men det tager tid, hvis det overhovedet lykkes.

Jeg vil anbefale dig at læse artiklen Utroskab og svaret Hvordan genvinde tillid efter utroskab? Det kan give dig en bedre forståelse for netop din situation.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget, og held og lykke med dit fremtidige kærlighedsliv.

Med venlig hilsen
Johanna

Annoncer