Hej Den forvirrede
Jeg kan forstå på dig, at du er bekymret for din tørre forhud. Du overvejer, om det kan skyldes onani. Jeg har delt mit svar op i årsag, løsning og konklusion.
Årsag
Det er helt oplagt, at onani er årsag til det, du beskriver. Man kan let få en lille rift, som kan svie, kløe og give rødme. Der er en hel række sygdomme, som du måske har læst dig til, kan være årsag. Men på de symptomer, du beskriver, er jeg ret sikker på, det ikke er nogle af dem. Jeg tror simpelthen bare, du har været lidt for ivrig. Det er svært for mig at komme det meget nærmere, men når du selv mener, det ikke kan have noget med kønssygdomme at gøre, så er der kun få muligheder.
For mig at se er den mest oplagte anden mulighed allergi – måske kan du ikke tåle gummi eller sæddræbende creme? Hvis du vil vide mere, kan du følge nedenstående link til sundhed.dk. Du er eksperten på dig og dine symptomer og kan måske derfor selv bedre finde ud af, hvad der er galt. Vær opmærksom på, at almindelig irritation ikke står omtalt i artiklen Udslæt på penis.
Løsning
Jeg tror, fugtighedscreme kunne hjælpe. Ro ville også hjælpe til heling. At bruge kondom kan også hjælpe i helingsprocessen, så du ikke udsættes for det sure miljø i kvindens skede. Det er også vigtigt at holde rent dernede, men generelt er det en god ide at nøjes med at bruge vand. Hvis ikke disse ting virker inden for en uges tid, synes jeg, du skal søge læge, så han kan kigge på det.
Konklusion
Jeg tror, at onanien er årsag til de irriterende smerter, du oplever. Jeg er ikke bekymret for andre årsager. Hvis fugtighedscreme, brug af kondom og lidt mindre onani ikke virker, skal du søge læge.
Jeg håber, det er svar på dine spørgsmål. Hvis det ikke er fyldestgørende, eller du får flere spørgsmål, må du endelig skrive igen!
Mvh Jonas