Forsinket udløsning og irritation efter omskærelse

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva.dk

Jeg har et spørgsmål mht. til onani.

Jeg blev for halvanden måneds tid siden delvist omskåret, så glans hele tiden er blottet, men så jeg stadig har hud bagved glans, som jeg kan trække lidt op over ved onani.

Jeg er først nu begyndt at genoptage onani, da trådene, jeg var syet med, tog lang tid om at forsvinde. Jeg har nu lagt mærke til, at jeg holder meget længere ved onani, måske fordi forhuden ikke er i nær så meget kontakt med glansen. Kan der gøres noget ved dette, eller burde jeg egentlig sætte pris på det?

Jeg er stadig jomfru, så jeg er på en måde nervøs for, at sex vil tage for lang tid?

Mit andet spørgsmål er i forbindelse med, at det kan tage 20 min. for mig at komme ved onani, og at det derfor til sidst kan begynde at klø og blive rødt om skaftet. Forhuden lige under glans er også efterfølgende hævet lidt efter første onani i ca. 40 dage. Burde jeg være bekymret?

Håber at høre fra jer.

Mvh Den Omskårede, 17 år

SVAR:

Hej den omskårede

Jeg tror, at du har ret i, at grunden til, at det tager længere tid for dig at få udløsning, er, at der nu er mindre friktion (gnidning) mellem forhuden og glans. Det kan der ikke gøres noget ved.

Næppe problemer ved samleje

Du behøver ikke at være nervøs for, at det vil tage for lang tid for dig at få udløsning under samleje. Det behøver ikke tage længere tid for omskårne. Hvis det gør, er det sjældent et problem, da mange mænd ofte har problemer med for tidlig udløsning i forhold til eget ønske og nogle gange partnerens ønske.

Giv huden tid til at hele

Det er stadig ikke så lang tid siden, du fik din operation, og hud tager tid om at hele. Måske skal du vente lidt længere, før du igen onanerer, så huden kan hele helt op.

Når det tager lang tid at få udløsning i forbindelse med masturbation, risikerer du at skade huden pga. slid. Så er det vigtigt at holde pause, indtil huden atter er helet. Det er ikke noget at være bekymret for. Huden skal nok hele igen, men det er vigtigt at undgå at slide huden op. Du kan evt. prøve at købe noget vaseline og se, om det er med til at skåne huden.

Mvh Boje

Annoncer