Jalousi og mange tillidsbrud - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er en pige på 23 år, som har været i et fast forhold i 14 mdr. Da vi startede med at se hinanden, slettede han sin facebookprofil og fortalte mig, at han ønskede noget seriøst med mig, og da han oftest benyttede Facebook til at kigge på piger, ønskede han ikke længere at bruge denne. Jeg satte stor pris på hans ærlighed og syntes, det var fedt, at han gjorde dette.

Men... Da så vi havde været sammen i ca. 4 mdr, opdagede jeg, at han havde haft sin facebook genaktiveret flere gange og havde haft samtaler med sin ekskæreste. Hvad disse præcis har handlet om, ved jeg ikke med sikkerhed, da jeg kun kunne få adgang til brudstykker af en samtale. Jeg konfronterede ham med dette, og var selvfølgelig meget såret. Han forsikrede mig, at samtalen ikke havde været om noget særligt, og at det var hende, der tog kontakt. Han havde åbnet Facebook for at kigge på sine venners liv - sagde han i hvert fald. Efter denne episode bad jeg ham slette sin Facebook permanent, og det gjorde han så.

En måned senere modtager han en mystisk sms en sen hverdags aften "synes aldrig jeg hørte mere fra dig ;-)". Han blev grebet af panik, da den bippede ind, idet jeg lå ved siden af og kunne se den. Her blev jeg naturligvis også både vred og ked af det og forlangte en forklaring. Han sagde, at de også havde skrevet sammen på facebook samme tid, som han havde skrevet med sin eks-kæreste (denne pige har min kæreste også haft sex med før).

Jeg kontaktede hende selv, og hun bekræftede tidspunktet, de havde haft kontakt, og skrev, at de ikke havde skrevet om andet, end hvordan det gik dem hver især (han havde ikke sagt, at han havde fået en kæreste). Denne episode tilgav jeg. Nogen måneder senere, fortæller han og viser mig, at han har fået en sms fra en barndomsveninde, som jeg havde hørt om før. Dette blev jeg glad for, da han ligesom viste mig det, så jeg ikke skulle undre mig.

Men grundet det første tillidsbrud, havde jeg i et rum tid "udspioneret" hans foretagne sms-samtaler på vores abonnements hjemmeside. Da han ikke nævnte veninden igen, og de aldrig skrev sammen, hvad jeg vidste af, blev jeg nysgerrig og kiggede på nettet - de havde haft en hel del samtaler over sms, men kun når jeg ikke var til stede og samtalerne var slettet på hans mobil. Han undskyldte med, at han ikke kunne overskue en masse drama (havde været meget jaloux efter første episode). Igen tilgav jeg ham, men blev derefter nærmest "afhængig" af at holde øje med, hvem han sms'ede med - kiggede flere gange dagligt.

Da dette var kommet lidt på afstand, ramte vi så en ny mur. Han havde i starten af forholdet taget steroider og var stoppet og havde pludselig besvær med at holde erektion under samleje. I denne periode var jeg også begyndt at kigge i hans internetoversigter på mobilen, da jeg som sagt var nærmest besat af at lede efter spor på evt. utroskab.

Her erfarede jeg, at han flere gange i ugen slettede oversigten. Dette gjorde mig selvfølgelig skør og jeg troede, han benyttede datingsider eller andet. Men en dag havde han glemt at slette sine spor, og jeg fandt så svaret på, hvad det var, jeg ikke måtte se, han så - Porno! Her blev jeg ramt af en meget ambivalent følelse, da jeg både var lettet, over at det "bare" var porno, men samtidig gav det mig en ekstrem følelse af utilstrækkelighed. I sær da tidspunktet, jeg opdagede, var lige efter et mislykket forsøg i soveværelset, hvor han så var gået direkte på toilet og havde onaneret til porno.

Jeg var dybt ulykkelig, da potensproblemet i forvejen fik mig til at føle, han ikke tændte på mig, gjorde dette det bestemt ikke bedre. Han lovede mig ikke at se porno mere, men jeg har mange gange siden opdaget det. Det sårer mig stadig dybt, og når jeg opdager det (som er ret ofte, nu hvor jeg ved hvad jeg skal kigge efter), væmmes jeg ofte ved tanken, om at han virkelig har det behov, så ofte som det er. Det giver mig mavepine og rysteture. Ligesom jeg følte min jalousi, jeg nævnte tidligere.

Oven i dette, skulle jeg så igen opdage at han sendte sms'er med en kvindelig jævnaldrende kollega, på samme måde som med veninden. Slettede samtaler, og kun kontakt når han ikke var sammen med mig. Han forsøgte først at bilde mig ind, at det var en kollega, der havde lånt beskeder, som var eks kæreste til hende. Så da fik jeg dårlig samvittighed over at have beskyldt ham for at snyde mig. Men en måned senere kunne jeg se, at de stadig skrev sammen.. Endda meget! Min kæreste og jeg sms'er en hel del sammen i løbet af en dag, og han skrev ca. ligeså meget og ligeså hyppigt med hende, og sagde at det var sket bag min ryg igen, da der ikke var noget i det, men ikke magtede beskyldninger, om at der var.

Igen tilgav jeg.... Er jeg for naiv? Snyder han mig? Hvis ikke der var noget i de samtaler med andre piger, hvorfor så slette samtalerne fra indbakke, i stedet for at gemme dem netop så han kunne vise mig, at de ikke snakkede om noget fy-fy, fir. Jeg har aldrig forbudt ham at have venner af modsat køn??? Både første og anden gang, der var "veninder" på spil, har han efter min konfrontation droppet kontakt, selvom jeg sagde han gerne måtte snakke med dem, han skulle bare ikke gøre det hemmeligt og slette samtalerne. Er det fordi der faktisk VAR noget fy-fy?? Og hvordan lærer jeg at acceptere hans behov for porno, selvom jeg har fortalt ham, hvordan det får mig til at føle?

Med alle disse tillidsbrud, kan jeg ofte føle mig ulykkelig i mit forhold, og jeg er angst for at noget af det gentager sig, IGEN. Jeg eelsker min kæreste ufatteligt højt, og selvom jeg ofte føler og tænker, at det eneste rigtige er at gå fra hinanden, så kan jeg ikke.... Og ovenpå alle de mange diskussioner vi har haft grundet den jalousi, han har plantet i mig (har ALDRIG døjet med jalousi i tidligere forhold, ikke andet end naturligt), går jeg nu også og frygter, om han stadig er vild med mig overhovedet. Han har tre gange sagt at han ikke ville mere, men har så fortrudt lige efter. Vil han i virkeligheden ikke mere, men har fået dårlig samvittighed, når jeg har grædt?

Hvad skal jeg gøre? Jeg er så splittet.

Hilsen Anonym.., 23 år

SVAR:

Kære Anonyme.

Det hurtige svar er:

1: Nej, I to er ikke noget for hinanden.

2: I burde nok søge hjælp – begge to – sammen eller hver for sig.

Det grundigere svar kommer her: Hold da op sikke et forhold, I har. Nu ved jeg godt, at du sikkert har haft fuldt fokus på alt det dårlige, mens du skrev til os, men det er godt nok svært at se, at du elsker ham, og ikke mindst HVAD du elsker ved ham.

Ingen tillid

Ud fra det, du skriver, kan jeg ingen steder se, at der er tillid imellem jer. Han har ikke tillid til, at du vil hjælpe ham. Fx. hjælpe ham med at få udløsning, selvom det ikke kan lade sig gøre via samleje. Han har ikke tillid til at fortælle dig, hvad han har brug for, hvad han tænder på og hvad han synes, der er svært.

Du har heller ikke tillid til ham. Du tjekker hans sms, hans mails, hans Facebook, hans regninger. Du ”giver lov til” og ”forbyder ham” forskellige ting – alle dele medvirkende til at kærligheden og tilliden fuldstændigt dør ud.

Hvis I skal få dette til at virke, så skal I begge lave noget om, og dette kræver måske noget professionel hjælp. Jeg vil klart anbefale en parterapeut.

Ligeværdighed

I et parforhold skal man forsøge at være ligeværdige. Dette sker ikke ved, at man forbyder hinanden at tale med bestemte personer, gøre bestemte ting eller udspionerer hinanden. Du tænker måske: ”Jamen, jeg er nødt til at tjekke ham, for han lyver jo”. Jeg kunne fristes til at sige: ”Det ser bestemt ikke ud til, at han er begyndt at lyve mindre, efter at du er begyndt at kontrollere ALLE hans bevægelser”.

Har du lyst til at være der for ham?

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at I får undersøgt, hvad der gør ham så usikker på sit parforhold, at han ikke kan være sig selv der, og i stedet er nødt til at holde en masse døre åbne. Han mangler noget, som han tror, han skal hente ude. Vis ham, det skal han ikke. Han kan få det hos dig. Hvis du vil ham, må du finde ud af, sammen med ham, hvad han har brug for. Dernæst må du finde ud af, om du har lyst til at være der for ham, også når han er svag og ikke kan finde ud af tingene.

Få styr på din indre spion

Samtidig tror jeg, at det er vigtigt, at du får styr på din indre spion. Hvis vi fratrækker alt det fra ham, der har lokket dig til at tjekke og kontrollere overalt, hvad er der så tilbage at arbejde med? Du har gjort en lang række ulovlige ting, som uanset din grund – ikke er i orden.

Hvis I skal finde tilliden igen, eller hvis du engang indgår i et nyt forhold, så må du acceptere: andres telefoner, pc’ere, regninger, post eller lignende er FORBUDT OMRÅDE, med mindre, du har fået fuldmagt til at se det.

Søg hjælp

Jeg kan ikke beslutte for jer, om I vil lykkes i jeres parforhold. Jeg kan dog garantere, at hvis I fortsætter som nu, så holder det ikke. Hvis I i stedet gør en kæmpe stor indsats, lægger alt det gamle væk, begynder på en frisk, ser hinanden med nye øjne og uden at trække gamle historier frem, så tror jeg, at det kan blive godt. Men jeg er ret sikker på, at I ikke kan klare det alene, for der er rigtig mange ting, som jeg tror, I begge gerne vil hive frem og smide i hovedet på hinanden, og det vil intet hjælpe. I har begge gjort nogle ødelæggende ting for jeres parforhold, og I bliver derfor begge nødt til at tilgive og beslutte jer for at VILLE hinanden.

Jeg vil meget gerne høre, hvordan det videre går.

Held og lykke med det store arbejde, hvis det er den løsning, I vælger.

Kærlig hilsen Anja 

Annoncer