Kære M!
Tak for din mail og dine spørgsmål. Dejligt, at du vælger at gøre noget ved din situation.
Du er ikke ligeglad
Jeg tror ikke, du er helt ligeglad med kærlighed. Hvis du havde været det, havde du ikke valgt at skrive dette spørgsmål. Dit problem er stadig alvorligt. Når du beskriver, at du ikke er glad indvendig, er det vigtigt at gøre noget ved det. Det er du begyndt på ved at skrive til os. Du har taget dig selv alvorligt, og det er vigtigt.
Det er hårdt at blive vraget
Du blev meget ked af at miste din kæreste. Det at blive vraget er meget hårdt, og det har gjort noget grundlæggende ved dig. Du har muligvis haft noget af den følelse af ikke at være glad indvendig, også inden og imens du havde kæresten?
Find en at tale med
Nu er der gået meget lang tid, og derfor tænker jeg, at du har brug for at snakke med en terapeut eller en psykolog. Når der er gået så lang tid, er der større risiko for at din tilstand bliver stationær. Derfor foreslår jeg, at du får professionel hjælp. Du kan fx kigge på siden Ressourcer og se, om der skulle være en i nærheden af, hvor du bor. Håber det kan være en mulighed for dig.
Måske kan det give dig nogle input at læse artiklen Jalousi og kærestesorg.
Kærlig hilsen
Jens Ole