Hvorfor er jeg ligeglad med kærlighed?

Okay, titlen beskriver ret godt hvad jeg gerne vil spørge om.

For ca. tre år siden gik min kæreste fra mig. (Ja, det er længe siden), men hun var min allerførste kæreste, og jeg investerede så meget tid, kærlighed og omsorg i det forhold. Men en dag sagde hun, at hun ikke syntes, vi skulle være sammen længere. Hun sagde, at jeg var for sød og ikke rigtig gav noget modspil (nok mest fordi jeg gik efter: “Hun får ret, og jeg får fred”).

Det ødelagde selvfølgelig mit hjerte totalt. Der gik et stykke tid, før jeg fik det bedre ... Og så alligevel ikke. Efter alt det her begyndte jeg at føle mig ligeglad med alt, ligeglad med skole, venner og mig selv. Og sådan har jeg det stadigvæk. Jeg er dog tit sammen med mine venner og giver udtryk for at være glad og tilfreds med tilværelsen. Men inden i har jeg det ikke sådan ...

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre ved det.

Det første, jeg prøvede på, var at åbne mig op for en pige fra mit gymnasium, som jeg havde fået et godt øje til. Hvilket resulterede i en katastrofal samtale, hvor jeg fortalte hende, hvordan jeg havde det. Men det førte bare til, at hun stoppede kontakten.

Siden da er følelsen af ligegyldighed vokset i mig. Jeg har taget afstand fra kvinder og kærlighed. Og når mine forældre spørger, om jeg ikke skal finde en kæreste (det joker de med nogle gange), svarer jeg ærligt og siger, at jeg er ligeglad med en kæreste, og at jeg ikke har brug for en kæreste.

Så hvorfor har jeg det sådan, og hvorfor forsvinder det ikke?

Vh.

M, 19 år