Hvordan hjælpe dreng, der føler sig værdiløs?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva!

Jeg går lige nu på efterskole, hvor jeg igennem den seneste tid er begyndt at snakke en del med en anden dreng. Han har meget at kæmpe med og har bl.a. fortalt mig, at han føler sig fuldstændig værdiløs, når han ser sig selv i forhold til andre. Det er hårdt at høre/tænke på, da han absolut er en dejlig dreng på mange måder!

Men hvad kan jeg gøre for at hjælpe ham?

Tak for en god hjemmeside! 

Anonym, 17 år

SVAR:

Hej med dig.

Mange tak for dit spørgsmål her til brevkassen. Jeg bliver meget opmuntret af at læse dit spørgsmål. Det er et glimt ind i et godt venskab og et stort hjerte. Du søger råd til, hvordan du bedst kan hjælpe en anden, fordi du holder af ham og synes, at det er rigtig synd for ham, at han har det på den måde. Samtidig synes du også, at det er hårdt at stå på sidelinjen.

Jeg kan fuldt ud forstå din frustration. Indimellem er vi vidne til, at nogen, vi holder rigtig meget af, har det rigtig dårligt. Man kan hurtigt føle sig så magtesløs, fordi det kan se ud til, at uanset hvad, man gør, forbliver situationen bare den samme.

Du er allerede godt igang med at hjælpe din ven

Først og fremmest: det bedste, du kan gøre, er præcis det, som du gør nu. Du holder af ham, du bekymrer dig for ham, og du er interesseret i at vide mere om ham. Det lyder til, at I taler godt sammen - også om dybere ting. Det, der får os mennesker til at trives, er, når andre viser os, at vi er noget værd. Det viser du ham ved at bruge tid med ham og lytte til ham.

Lidt lavpraktiske råd: 

  • Dét, at blive mødt og forstået, er dét, der hjælper bedst, som f.eks.:”Når du fortæller, at du har det på den måde, så giver det rigtig god mening at …”.
  • Det gælder om at undgå floskler som, ”det skal nok gå” eller at give gode råd, som ”kunne du ikke bare … ”.
  • Når han fortæller, om det, der er svært, så husk på, at det er hans historie. Nogle gange kan man komme til at overtage historien ved f.eks. at sige: ”det kan jeg godt genkende fra mit eget liv, for den gang …. oplevede jeg ….” 
    Selvfølgelig er det vigtigt, at det er en gensidig relation, hvor du også kan fortælle ham, hvad der er svært i dit liv, men når han fortæller om noget, der er svært, er det vigtigt, at det er hans historie, du forsøger at sætte dig ind i.

Vi har fået to ører og en mund – det kan være en huskeregel til at lytte dobbelt så meget, som vi taler, når vi taler med nogen, der har det svært. 

Sørg for også at lave andet end at tale sammen

Nogle gange kan man også tale så meget om problemerne, at det er svært at se, at der findes andet. Derfor er det vigtigt, at I laver noget sammen, som I begge kan lide, og som I kan blive helt opslugt af. Det er ikke det samme som at ignorere, at problemerne er der, men det er en bevidsthed om, at der er et liv, der skal leves på trods af problemerne.

Nogle gange kan vi for en tid helt glemme vores problemer ved at gøre noget, som fylder os med positive følelser. Selvfølgelig er det ikke altid, at man vil have overskuddet til at gøre det, når der er noget, der er rigtig svært, og så er det selvfølgelig bare sådan, det er.

Husk også dig selv

Du spørger til, hvordan du bedst hjælper din ven, men jeg vil også lige sige et par ord til dig. For du skal huske at passe på dig selv. Det gælder for dig om at forsøge at lytte til det, der er svært og prøve at forstå verden fra hans perspektiv, men du må ikke tage ansvaret for, hvordan han har det. Det at være noget for andre kan give enormt meget energi, men hvis du begynder at tage ansvaret for, hvordan andre har det, så bliver det rigtig tungt at bære.

Det er også vigtigt, at du finder steder, hvor du selv kan koble af og måske læsse af, hvis du føler, at det er for tungt at gå med selv – måske er det en af lærerne, du har et godt forhold til, eller en god ven/veninde udenfor efterskolen. Nu ved jeg ikke, hvor slemt det står til, men i tilfælde af at han har selvmordstanker, skal du aldrig gå med det selv. Der hjælper du både dig selv og ham bedst ved at kontakte en lærer, så han kan få den hjælp, han har brug for.

Jeg håber, at du har kunnet bruge mine overvejelser til noget. Ellers skriver du bare igen. Din ven er heldig at have en ven som dig i hans liv.

Mvh Mikkel

Annoncer