Hvordan bliver vi venner igen?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva

Jeg har et problem med den her dreng! Vi gik i folkeskole sammen indtil 7., hvor han flyttede. Men vi har siden holdt kontakt (er langsomt blevet mindre og mindre).

Sidste nytår var det ved at trække op til noget mellem os, men det blev ikke til noget, da vi ikke så hinanden så meget, kun når vi var/er sammen med andre. Når vi er sammen med andre, sender vi hinanden blikke og smiler. Vi kommer generelt bare godt ud af det med hinanden. Dog virker han en smule genert og tilbageholden.

Vi er begge startet på gymnasiet, og efter grundforløbet er der blevet rokeret rundt på klasserne. Det var meningen, at vi skulle gå i klasse sammen, men det kommer vi ikke til.

Jeg havde ellers håbet på, at vi kunne bygge vores venskab op igen, da jeg efter at have været sammen med ham og de andre har kunnet mærke, at jeg savner det venskab, vi havde engang.

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle det. Jeg er bange for, at han opfatter det forkert og tror, at jeg gerne vil være mere end bare venner. Desuden er vi aldrig bare os to sammen, men vi er altid sammen med nogle andre.

Så mit spørgsmål er: Hvordan bliver vi venner “igen”?

Hilsen pigen, 16 år

SVAR:

Kære pige

Tak for dit spørgsmål. Det er svært at svare præcist på dit spørgsmål, men vi vil prøve at hjælpe dig lidt på vej.

Venskab eller mere

Du skriver, at du savner hans venskab, men du skriver også, at det var ved at trække op til noget imellem jer for et års tid siden. Du fortæller også, at I sender hinanden blikke og smiler. For os lyder det lidt, som om der måske er nogle følelser på spil, eller at der har været det. Vi tror derfor, at du skal have afklaret med dig selv, hvad du egentlig håber på. Bare et venskab? Eller måske lidt mere end det? Det kan være svært at vide, når I ikke har tilbragt så meget tid alene sammen, men det virker, som om du er nysgerrig efter at vide noget mere om ham og gerne vil lære ham bedre at kende.

Snak med ham

Vores råd til dig må være, at du prøver at få snakket lidt med ham, når I møder hinanden. Prøv at være ærlig og fortæl, at du gerne vil være hans ven, at du gerne vil lære ham at kende. Du skriver, du er bange for, at han misforstår. Det er forståeligt, at du kan være nervøs for at få sagt tingene på den rigtige måde – men omvendt er det også rigtig ærgerligt, hvis det holder dig fra at snakke med ham!

Nogle gange kan det hjælpe at spørge sig selv: “Hvad er det værste, der kan ske?” Hvad har du at tabe? Hvis I lige nu ikke rigtig er venner, har du jo ikke så meget at tabe.

Måske kan du få noget ud af at læse nogle artikler og svar i temaet Fra venner til kærester.

Vi håber, at det kan hjælpe dig lidt på vej.

Mvh Else og Simon

Annoncer