Kære den forelskede
Du skriver, du er forelsket i en pige, som du har set gennem længere tid. Hun ser dig mest som en ven, men du ønsker, det kan blive til noget mere. Nu spørger du, hvad du skal gøre, da du synes, du har prøvet alt og ikke kan komme på flere ideer.
En udfordring
Nu ved jeg ikke, hvad du konkret har gjort, udover at du har været i seng med hende en gang og kælet lidt derudover. Men jeg har lyst til at udfordre dig, selvom du måske vil opfatte det som ude af trit med, hvad der er almindeligt i dag.
På den ene side kan du blive nødt til at acceptere, at pigen ikke er interesseret i et dybere forhold til dig, og så må du afgøre med dig selv, om I kan fortsætte med at ses, eller om det berører dig for meget og i stedet bruge tiden på at finde en anden kæreste.
Prøv den gammeldags måde
Men i første omgang kunne du prøve den gammeldags måde, hvor man begynder med at “gøre kur” i stedet for at begynde med “slutningen” = at gå i seng med hinanden. Jeg ved godt, det er meget almindeligt at dele sex, og at mange ikke ser det som noget stort og afgørende, men jeg tror, det kan tage meget af spændingen ud af et forhold at dele sex for tidligt.
Og samtidig er jeg overbevist om, at man har brug for at kende hinanden på en hel masse andre områder, for at oplevelsen i sengen kan blive til kulminationen. Derfor anbefaler vi her på AdamogEva.dk at vente med sex, til vi er i et forpligtet forhold som ægteskabet. Du kan læse nogle af vores argumenter for det i artiklerne Værd at vente på og Vejen til god sex.
Tænk romantisk og bliv klogere
Så jeg vil foreslå, at du tænker romantisk. Overvej, hvad hun sætter pris på og interesserer sig for. Inviter hende på en hyggelig middag og en god koncert. Spørg, hvilke bøger hun evt. læser og læs de samme, så I kan tale om dem. Skriv et kærlighedsbrev og/eller et digt til hende. Tal med hende om, hvilke tanker hun gør sig om sit fremtidige liv. Gå på aftenskole og bliv klogere, så du kan imponere hende.
Spørg hende evt. også konkret, hvad der skal til, for at hun kunne tænke sig noget dybere med dig. Og overvej så, om det er noget, du kan give hende. Du skal ikke gå på kompromis med dig selv og blive en anden, men langt hen ad vejen kan vi alle blive bedre til at komme hinanden i møde, hvis vi anstrenger os.
Du kan finde en del om forelskelse her på siden, og jeg kan foreslå dig fx at læse svarene Forelsket i drømmepige – hvordan gør jeg hende til min pige? og Hvordan scorer jeg min drømmepige? og artiklen Ridderen på den hvide hest.
Held og lykke og glædelig jul.
Mange hilsner
Inge