Kære D
P-sprøjter og bivirkninger
P-sprøjter indeholder, som du helt sikkert ved, kun hormonet gestagen – ligesom minipiller – og ikke østrogen. Bivirkningen ved dette er – også som ved minipiller – hos rigtig mange kvinder blødningsforstyrrelse, uforudsigelig blødning og nedsat humør, som du måske har oplevet.Effekten af sprøjterne kan vare ved i mange måneder, i enkelte tilfælde helt op mod et år, efter at behandlingen er ophørt. Det betyder også, at bivirkningerne kan vare ved lige så længe.
Jeg læser det som, at det er godt et år siden, du fik sidste indsprøjtning, og jeg læser det, som at du netop har været hos en gynækolog, der har undersøgt dig og fundet, at alt ser normalt ud. Hvis det er daglige smerter du har, hver eneste dag i to måneder, så synes jeg det lyder af meget. Har gynækologen skannet dig, eller mon givet dig en opfølgende tid?
Hjælp til at blive gravid
Mht. at blive gravid igen, så opgiv ikke modet. Jeg tænker, du har en god alder, og det er lykkedes for jer én gang allerede. Du kan evt. føre en cyklus-dagbog. Ægløsningen sker ret præcist 14 dage før 1. menstruationsdag, så regelmæssig sex omkring den dag er det allerbedste. I kan fx købe ægløsningstests eller læse på nettet, hvordan udflåddet ændrer sig omkring ægløsningen.
Er din menstruation meget uregelmæssig, kan du skrive kroppens symptomer ned dag for dag og så kigge tilbage i din dagbog for at se, hvordan du havde det, sidst du var omkring ægløsningtiden.
Begynd også at spise folinsyre som det anbefales at gøre under graviditeten; det har også en fertilitetsfremmende effekt.
Der er desværre ingen fertilitetshjælp at hente i det offentlige sundhedsvæsen, når din mand og du allerede har et barn sammen. Men lykkes det ikke at blive gravid indenfor det næste år, så gå alligevel til din læge for at få videre god hjælp.
Du kan måske få noget ud af at læse svar til andre:
Kan jeg blive steril af P-sprøjte?
Hvornår kan jeg blive gravid efter brug af p-sprøjte?
Håber, svaret kan gavne dig lidt.
Vh Ninna