Hvad er det for nogle “snore”, som sidder over min pung?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva

De sidste to måneder har jeg været meget bekymret. Når jeg mærker på min pung (over testiklen) så mærkes det, som om at der er en masse snore/tråde, som er viklet ind i hinanden. Nogle gange er de der næsten ikke, mens andre gange er de der meget tydeligt.

Jeg har været til læge med det, men synes ikke, at han var grundig nok, da han MAX mærkede i 5 sek. Derfor ser jeg frem til et godt svar - tak på forhånd!

J, 14

SVAR:

Hej J

Det lyder, som om du mærker på sædstrengen, blodårer og det bindevæv og muskler, som testiklen hænger i. De er mere eller mindre fyldte og spændte og kan derfor føles forskelligt over tid. Ja, og så er du kommet i en alder med forandringer af pungen. Læs mere om det i vores tema: Pubertet – mest for drenge.

Din læge kunne vurdere det på mindre end 5 sek., fordi han er trænet og hurtigt kan mærke, at du ikke fejler noget alvorligt.

For mig lyder du helt normal, og jeg håber, du også kan slappe af med dette svar.

Venlig hilsen
Lars Dysager

Annoncer