Kære dreng i 6. klasse
Tak for din besked. Jeg synes, det er så fint, du skriver til os, og jeg kan godt forstå, det er svært at være i dine sko lige nu.
Godt, du var ærlig
Det var rigtig fint, du fik fortalt, at du kun vil være venner, og at du ikke vil være falsk. Når man bruger et sendebud, er det bare lidt svært at vide både om det blev fortalt, hvordan det blev fortalt, og om hun forstod budskabet.
Snak med hende selv
Mit råd er, at du snakker med hende på tomandshånd og siger pænt og ligeud, at du sætter pris på hendes venskab, og at du vil fortsætte som venner i stedet for at blive kærester. At du håber, I kan fortsætte på en god måde, og at du ikke ønsker at lave drama.
Det kan være svært at sige, og hvis du ikke har mod på det, kunne du evt. fortælle det til din klasselærer, som kunne tage en god snak med hende.
Jeg håber, du kan bruge svaret, og at du og dine venner får en god ungdomstid sammen.
Mvh Lea